Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Google Assistent i Danmark er lige om hjørnet

Google Assistent i Danmark er lige om hjørnet

Vi ser nu de første tegn på, at Googles stemmestyrede assistent, Google Assistent, meget snart kan forstå og snakke dansk.

Foto: Google

Nu er der ikke lang tid til, at du kan snakke dansk til Google Assistent, som i flere år kun har forstået engelsk, tysk, spansk og et par andre sprog. Tirsdag aften opdaterede Google nemlig de danske supportsider om Google Assistent, hvilket indikerer, at lanceringen i Danmark ikke er langt væk.

Google har en hjælp-sektion tilknyttet Google Assistent, hvor man kan få svar på spørgsmål om assistenten og hjælp til problemer. En af supportsiderne handler om, hvad man kan sige til Google Assistent på sin telefon og tablet. Den engelske side har eksisteret siden Google Assistent blev en realitet, men den danske oversatte udgave af samme side har altid haft en fuldstændig tom liste af kommandoer.

Læs også: Endelig: Google Assistant kommer til Danmark om et par måneder

Det vil sige indtil i går aftes, hvor den danske supportside blev opdateret med en masse danske søgninger og eksempler på, hvad man kan sige. Siden indeholder en lang liste af ting, som du kan sige til Google Assistent på både Android-smartphones og iPhone og iPad.

Indholdet af den opdaterede support-side lyder nærmere bestemt:

Eksempler på, hvad du kan spørge om

Bemærk! Nogle af disse forespørgsler virker ikke på alle sprog.

Få lokale oplysninger

  • Vejr: Hvordan bliver vejret i dag?
  • Mad: Find pizzeriaer i nærheden.
  • Åbningstider: Er Matas stadig åben?
  • Navigation: Find vej hjem.

Kommunikere

  • Opkald: Ring til mor. Ring til Jacob med højttaler. Foretag et videoopkald.
  • Kun på telefoner:
    • Sms: Send en sms til Anders med beskeden "Vi ses kl. 17".
    • Mails: Send en mail.
    • WhatsApp: Send en WhatsApp-besked til Søren.

Planlægge din dag

  • Alarmer: Væk mig kl. 7.
  • Trafik: Hvordan er trafikken til arbejde?
  • Påmindelser: Mind mig om at vaske tøj, når jeg kommer hjem. Mind mig om at ringe til mor hver søndag.
  • Flytider: Afgår United 1463 til tiden?
  • Bordbestilling: Bestil bord på Vivaldi næste uge.

Se billeder og medier

  • Billeder: Vis mine billeder af stranden.
  • Musik: Afspil jazzmusik. Næste sang.
  • YouTube: Se en video med en nuttet hvalp på YouTube.

Spørge Google

  • Sportsnyheder: Hvem vandt Warriors-kampen?
  • Udregninger: Hvad er 20 % af 80?
  • Ordbog: Hvad betyder "selskabelig"?
  • Oversættelser: Hvordan siger man "Goddag" på fransk?
  • Søgning: Søg efter idéer til sommerferien.
  • Billedsøgning: Find billeder af killinger.
  • Svar fra nettet: Hvordan fjerner man vinpletter fra et tæppe?

Styre smart-enheder i hjemmet

  • Lys: Dæmp lyset i stuen.
  • Termostater: Indstil temperaturen til 20 grader. Sænk temperaturen med 2 grader.  

Finde rundt på din telefon 

  • Skift indstillinger: Slå Wi-Fi til. Skru op for lyden. Reducer lysstyrken.
  • Styr din telefon: Tænd lommelygten.
  • Find indhold i dine apps: Søg efter tablets på Amazon. Søg efter Kanye West på Twitter.

Lade dig underholde

  • Lær din assistent at kende: Drømmer du? Hvad er din yndlingsfarve?
  • Spil: Lad os spille et spil. Giv mig et quizspørgsmål.
  • Underholdning: Fortæl en vittighed. Fortæl mig noget spændende.

Du kan få flere idéer ved at stille spørgsmålet "Hvad kan du gøre?" til Google-assistenten.

Dansk lancering kan være få uger væk

Den 23. februar meddelte Google, at man vil udrulle Google Assistent globalt, bl.a. til Danmark, ”inden for et par måneder”. Det kunne altså sagtens være nu, at udrulningen finder sted, men det kan lige så vel være om et par uger. Det er endnu ikke til at sige. Mest sandsynligt er dog, at Google Assistent bliver tilgængeligt på dansk i forbindelse med Google I/O 2018, som skydes i gang den 8. maj – altså om knap fire uger.

Sikkert er det i hvert fald, at du inden for ganske kort tid vil få adgang til Google Assistent – både på iOS og Android.

Hvis du vil have en lille forsmag på Google Assistent, kan du allerede nu prøve en smule af assistenten i appen Google Allo. Her kan du chatte med Google Assistent og indtale dine kommandoer. Det er dog sparsomt med kommandoer, som Google Assistent i Allo allerede nu forstår på dansk, og der er endnu ikke nogen stemme, der svarer tilbage med det viste indhold. Når Google Assistent for alvor kommer til Danmark, må det være en fuld udgave af assistenten, der formodes at komme.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies