Google har fokus på billige Android-tablets

Android-tablets til lavpris vil få stor succes, lyder det fra Google-topchef. Søgegiganten har selv fokus på området.

Google har fokus på billige Android-tablets

Rygterne om en billig Android-tablet fra Google har svirret i de seneste måneder, og nu åbner topchef Larry Page døren på klem for en indtræden på netop dette marked, skriver afterdawn.com.

– “Vi tror helt sikkert også, at den billigere del af markedet vil få stor succes med lavpris-produkter, som vil blive meget betydningsfulde. Og det er absolut et område, vi finder vigtigt og er meget fokuserede på,” lyder det fra Larry Page.

Han roser ligeledes andre producenter af billige Android-tablets – dog uden at nævne navne.

Rygtesmedene mener at vide, at Googles egen tablet vil blive præsenteret til juni, og at det er Asus, der er samarbejdspartneren.