Google introducerer kreative Android-eksperimenter

Google lancerer ny hjemmeside, der fungerer som platform for skøre, underholdende og kreative eksperimenterende apps til Android-styresystemet.

Google introducerer kreative Android-eksperimenter

Nu kan du udfolde din kreative side ved Googles nye hjemmeside kaldet Android Experiments. Det er en side, hvor du kan prøve nyskabende og skøre apps, der gør brug af nye teknologier og udvider grænserne for, hvad du i dag kan med en smartphone.

Konceptet er hentet direkte fra et andet Google-produkt: Chrome-browseren, hvor der i mange år har eksisteret Chrome Experiments-hjemmesiden til fuldstændig det samme formål – blot i form af udvidelser til browseren.

Læs også: Google skifter strategi med nyt moderselskab og ny direktør

På hjemmesiden kan du lynhurtigt bladre igennem de eksperimenterende apps, der er tilføjet, hvor du kan se en hurtig videogennemgang og gå direkte til Play-butikken for at downloade og prøve dem på egen hånd. For udviklerinteresserede er det også muligt at se kildekoden for alle tilføjede apps.

Meningen er derved at gøre brug af den åbne og fleksible platform, som Android er, og opfordre og inspirere andre udviklere til at sætte nye grænser for, hvad der kan lade sig gøre med en smartphone.

For at vise, hvad der allerede er muligt, har Google lanceret en video, der viser mange af de nye projekter frem – nogle mere end nyttige, men alle under alle omstændigheder særdeles kreative og anderledes, end hvad der normalt ses i Play-butikken.

Læs også: Google laver 3D tablet

Mange apps gør brug af sensorerne på telefonen som bevægelsessensoren, lyssensoren og ikke mindst kameraerne, der giver mulighed for eksempelvis at tegne i et 3D-landskab ved at ændre telefonens position, lige som der også er forskellige spil og 3D-effekter på alle tænkelige måder.

Det hele foregår altså på hjemmesiden Androidexperiments.com, hvor du allerede nu kan finde masser af sjove apps til din Android-telefon, –tablet eller -ur.