Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Google inviterer til Google I/O 2019

Google inviterer til Google I/O 2019

Sæt kryds i kalenderen ud for tirsdag den 7. maj 2019. Der skyder Google nemlig den årlige Google I/O-udviklerkonference i gang med en stor keynote.

Foto: Google

Siden 2008 har Google hvert år holdt udviklerkonferencen Google I/O, hvor søgegiganten lancerer et hav af nye software- og hardwarenyheder. I år er ingen undtagelse, for allerede nu har Google inviteret til dette års udgave af Google I/O.

Læs også: Google One er officielt lanceret i Danmark

I fredags udgav Google traditionen tro en række gåder, som udviklere kunne løse for at finde frem til hvor og hvornår Google I/O 2019 bliver afholdt. Der gik ikke lang tid, før de første udviklere fandt frem til oplysningerne, hvorefter Googles direktør, Sundar Pichai, selv offentliggjorde dem.


Tirsdag den 7. maj til torsdag den 9. maj 2019 finder udviklerkonferencen altså sted, og ligesom sidste år bliver det ved Shoreline Amphitheatre, som kan huse op til 22.500 gæster.

Meget tyder altså på at blive ligesom sidste år, så derfor kan du med al sandsynlighed også regne med, at det hele skydes i gang med en keynote, som man ikke behøver at være udvikler eller særlig teknisk kyndig for at følge med i modsat de fleste andre sessioner ved Google I/O, som er rettet specifikt til udviklere.

De tidligere år er keynoten skudt i gang klokken 19:00 dansk tid, så mon ikke det bliver det samme igen i år?

Foto: Rozetked.me

Det kan du forvente

Der er endnu nogle måneder, til Google I/O begynder, så det er er endnu svært at sige med sikkerhed, hvad vi får at se. En ting, som dog er ret sandsynlig, er præsentationen af Google Pixel 3 lite, som er en skrabet og billigere udgave af Google Pixel 3 og Pixel 3 XL. Billeder og sågar en anmeldelse er allerede blevet offentliggjort af telefonen, men der skulle altså stadig gå lidt tid, før vi får den at se.

Det er heller ikke utænkeligt, at vi får en anden enhed at se. Via benchmark-appen Geekbench er det nemlig kommet frem, at Google i længere tid har hastighedstestet en enhed med kodenavnet Coral. Enheden er testet både med forskellige Intel-processorer og den nyeste Snapdragon 855-processor. Nogle mener, det er en ny Chromebook, mens andre mener, det kan være en Pixel 4. Det er derfor uvist, om det er et produkt, vi får at se til Google I/O, men muligheden er der.

Et Google Pixel Watch kan måske også blive en realitet, men det er formentlig for tidligt. Google har nemlig for nyligt opkøbt dele af firmaet Fossil, som længe har produceret Android-smartwatches.

Ud over hardware kan du også se frem til offentliggørelsen af den første betaudgave af Android Q, hvorefter softwaren vil blive videreudviklet i de efterfølgende måneder og så formentlig offentliggjort i en færdig udgave i løbet af august måned.

Google I/O 2019 kan også være den udviklerkonference, hvor Google for første gang taler åbent om styresystemet Fuchsia, som på sigt skal erstatte Android og eventuelt Chrome OS. Det er Googles helt egenudviklede styresystem, som formentlig vil løse de store problemer, som Google og Android-producenter altid har haft med at opdatere de mange forskellige enheder. Styresystemet er dog på ingen måde i nærheden af at være færdigt, så hvis vi får noget at se, bliver det nok ikke til mere end et hurtigt smugkig.



Det kunne også godt se ud til, at Google udgiver en ny og bedre syntetisk stemme. I hvert fald har Google offentliggjort en meget mystisk video på Google I/O-siden i forbindelsen med de førnævnte gåder.

I videoen hører man en ny, forbedret og mere naturlig robotstemme, som måske kan være den fremtidige syntetiske stemme i Google Assistent, Google Oversæt og lignende tjenester. I videoen bliver der også læst en masse sætninger op, som umiddelbart ikke virker til at give meget mening, men som måske kan være hints til emner/nyheder, der bliver bragt på banen til Google I/O.

Forrige artikel Næste artikel

Læs Mobilsidens debatregler her


Om brug af cookies