Google-krav til apps: Oreo-support i 2018, 64-bit i 2019

Google skærper kravene til Android app-udviklere: I skal snart understøtte Oreo og 64-bit.

Google-krav til apps: Oreo-support i 2018, 64-bit i 2019

Selvom udbredelsen af Googles Android 8.0 Oreo går langsomt, bliver det snart et krav, at nye Android-apps skal understøtte funktionerne i Googles nyeste styresystem til smartphones.

Fra august måned 2018, skal samtlige nye apps udvikles i henhold til Android 8.0’s API. Ældre versioner af styresystemet kan fortsat understøttes, men Oreo-designforskrifterne skal samtidig følges. Eksiterende apps får frem til november 2018 til at rette ind. Det oplyser selskabet på deres udviklerblog.

De nye krav vil gøre eksisterende funktioner som indhentelse af tilladelser (indført med Android 6.0) samt aktiv godkendelse af adgang til brugerkonti til et påbud. Disse ændringer vil derfor gøre brugen af Android sikrere i fremtiden, men vil samtidig kræve flere inputs fra brugeren.

Læs også:  Kun 1 ud af 200 Android-enheder har Oreo efter 3 måneder

64-bit support i 2019

Fra sommeren 2019 vil Google samtidig kræve, at app-udviklere også gør en 64-bit version af deres apps tilgængelig. Eksisterende 32-bit versioner får dog lov til at fortsætte i nogen tid endnu.

Med skiftet til 64-bit apps kan brugerne potentielt få fordel i form af højere ydelse og en bedre udnyttelse af RAM’en i telefoner med mere end 4GB RAM. I dag har omkring 40 pct. af eksisterende Android apps 64-bit support.

Læs også:  Google udgiver letvægtsudgave af Android 8.1 Oreo