Google lancerer Spaces: Ny app til gruppedeling af indhold

Forud for Google I/O-eventen i morgen lancerer Google en ny webtjeneste med tilhørende apps, Spaces, hvor du nemt kan dele indhold i lukkede grupper.

Google lancerer Spaces: Ny app til gruppedeling af indhold

Googles årlige store event, Google I/O, står for døren i morgen frem til på fredag, hvor alle gigantens nyheder bliver afsløret og demonstreret. Inden da har Google dog afsløret én af nyhederne, som er den nye tjeneste kaldet Spaces.

Spaces er en ny platform med tilhørende iOS- og Android-app, der gør det nemt for lukkede grupper med inviterede personer at dele indhold med hinanden. Formålet med Spaces er, at det blandt små communities skal være endnu nemmere at dele alt tænkeligt indhold inden for ethvert emne.

Læs også: Besvar undersøgelser i Google Panel og optjen kredit til apps

Et eksempel kan være en lille, lukket gruppe af bekendte, der interesserer sig for tegneserier. I stedet for at skulle kommunikere på tværs af forskellige medier, tjenester og platforme gør Spaces det nemt at dele indhold med hinanden, som man kan chatte om samtidig.

Google Spaces
Foto: Google.com

Google har integretet flere af sine eksisterende tjenester i Spaces-tjenesten, så delte videoer foregår gennem YouTube, hjemmesider via Google Chrome og søgninger med Googles søgemaskine direkte integreret i appen. Tanken bag appen er, at gruppens brugere skal engagere sig i det delte indhold, når det deles. Derfor er der en chat tilgængelig for hvert stykke delt indhold.

Ældre indhold kan findes frem med søgefunktionen i toppen af appen, der også gransker billederne igennem og gør dem søgbare. Vurderet ud fra Googles blogindlæg om den nye app ser den ud til at have et meget simpelt design centreret omkring de tre typer af indhold, der kan deles i de enkelte ”spaces” eller rum.

Læs også: Varm op til Google I/O 2016 med den officielle app

Løsningen kan virke en smule om de såkaldte Samlinger, som er en del af Googles sociale medie Google+. I bund og grund er de samme ting mulige, men ikke lige så elegant og brugervenligt. Der er altså tale om et produkt, der overlapper allerede eksisterende løsninger fra Google, men som kan appellere til visse personer, der engagerer sig i visse emner med andre personer og gerne vil kunne gøre det endnu nemmere og smartere.

Spaces-appen er endnu ikke udgivet endnu til hverken Android eller iOS, lige som webudgaven endnu ikke er tilgængelig. Det bliver den dog formentligt i løbet af de kommende dage, hvor der vil være en session om den nye app ved Google I/O-eventen.