Google lukker op for spam-motorvej

Hvis du har en Gmail og en Google+ konto, kan alle maile dig fremover - uden at kende din mail

Google lukker op for spam-motorvej

Ændringer i Gmails indstillinger vil fremover bevirke, at du vil modtage mails i din Gmail, der er sendt til din Google+ profil. Dette selvom afsenderen ikke engang kender din mailadresse.
Det bliver resultatet af, at Google forsøger at integrere deres sociale netværk med deres langt mere populære mailservice og søgemaskine.


Eventuelle gener og ubehag kan dog afhjælpes ved, at man i sine kontoindstillinger går ind og definerer, hvem der må sende en post. Man får valgmulighederne ’Alle på Google+’, ’Udvidede cirkler’, ’Mine cirkler’ og ’Ingen’.

Det kræver dog at man først og fremmest er klar over ændringen, og at man dernæst ved hvor man kan finde indstillingerne. Sociale netværk er ikke ligefrem kendte for intuitiv og nem navigation, når man skal slå uønskede reklamer, anmodninger og – nu åbenbart også – mails fra.

Hvis du hører til dem, som endnu ikke har modtaget mails om enorme formuer i Afrika, penisforlængelser til konkurrencedygtige priser, eller blot investeringsråd fra tydeligvis ordblinde venner du ikke anede du havde, så kan Google+ måske hjælpe dig på vej.

Opdateringen og dermed den nye mulighed, vil blive rullet ud over de næste par dage. En formildende omstændighed er dog, at det kun er din Google+ profil man kan skrive til, din email vil ikke være synlig for afsenderen.