Google Pixel 3 og 3 XL: Knivskarpe billeder afsløret

Lanceringen af Googles Pixel-smartphoneduo nærmer sig så småt. Som så mange gange før har Twitter-tipsteren Onleaks før tid afsløret billeder af telefonerne.

Google Pixel 3 og 3 XL: Knivskarpe billeder afsløret

Google arbejder lige på firmaets to næste topmodeller, Pixel 3 og Pixel 3 XL. Hidtil har det været sparsomt med rygter om telefonen, men vi har til gengæld set masser af billeder – blandt andet ægte hans on-billeder af Pixel 3 XL.

Læs også: De første rigtige billeder af Google Pixel 3 XL dukker op

Nu får vi knivskarpe renderinger af begge modeller. Det er den velkendte Twitter-tipster Onleaks med det borgerlige navn Steve Hemmerstoffer, der har afsløret billeder på baggrund af såkaldte CAD-filer fra fabrikken. Billederne er delt i samarbejde med hjemmesiden MySmartPrice.

Google Pixel 3 XL
Foto: Mysmartprice.com

Tipsteren har lavet billeder af både Pixel 3 og 3 XL fra de fleste vinkler, men har denne gang også lavet særlige billeder i 5K-opløsning, som viser de to modeller sammen.

På billederne ses det, at de to Pixel 3-smartphones overordnet virker noget genkendelige. De har samme velkendte Pixel-look med en bagside i to forskellige nuancer. Dog ser det ud til, at hele bagsiden nu udføres i glas, men at den øverste del af den er mat, mens resten er blank. Ligesom billeder tidligere også har vist, er det kun den store Pixel 3 XL, der får et hak i skærmen – og så får den også to frontkameraer. Begge modeller beholder dog et enkelt bagkamera.

Ifølge Onleaks’ oplysninger måler Pixel 3 cirka 5,3”, mens den store Pixel 3 XL måler cirka 6,2”. Begge telefoner har desuden stereofronthøjttalere. I et andet tweet har Onleaks oplyst, at ”notchen” i Pixel 3 XL måler 8,1 mm i højden, mens der er 8,8 mm kant under skærmen.

Det er endnu uvist, hvor meget vi skal lægge i farverne, som der er vist på disse billeder. Hvis de viser de rigtige farver, som telefonerne kommer i, kan vi altså i hvert fald forvente en sort og hvid variant. Den hvide har en turkis tænd/sluk-knap ligesom Pixel 2 i farven Kinda Blue. Der er dog ingen rød knap på den sorte udgave af Pixel 3 XL ligesom den sort/hvide Pixel 2 XL.

Af andre små ændringer ser det ud til, at SIM-porten får ny plads. Den sidder nu nede i bunden til venstre for USB C-porten, mens porten sidder i telefonens venstre side i rammen på Pixel 2 og 2 XL. Pixel 3 måler desuden 145,6 x 68,2 x 7,9 mm, hvilket er 0,1 mm lavere, 1,5 mm smallere og 0,1 mm tykkere end Pixel 2. Den store Pixel 3 XL måler 158 x 76,6 x 7,9 mm – 0,1 mm højere, 0,1 mm smallere og lige så tyk som den store forgænger.

Det er endnu uvist, hvornår Google løfter sløret for de to nye Pixel-smartphones. Sidste år skete det den 4. oktober ved en Google-event. Årets efterfølgere må formodes at blive en realitet nogenlunde samtidig, og som noget nyt kan vi måske forvente en dansk udgivelse af telefonerne. I hvert fald ses det, at flere Google-produkter så småt er på vej til Danmark, bl.a. Google Assistent, Google Home og Google Home Mini.

Mere om fortællingen

Sagen er ikke slut. Redaktionen har fulgt op på emnet. mobilsiden fastholdt sit fokus på emnet. 26/6/2018 gik redaktionen videre og fulgte op med artiklen om TDC Groups lynhurtige 5G-net er klar til test næste år – Læs her. Redaktionen har fortsat interesse for emnet. Læs seneste nyt om Smartphone..