Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Google Pixel 3 og 3 XL: Mulig lanceringsdato og danske priser

Google Pixel 3 og 3 XL: Mulig lanceringsdato og danske priser

2018 er måske året, hvor Google lancerer de kommende Pixel 3-mobiler i Danmark. Vi kigger nærmere på en mulig lanceringsdato og mulige danske priser.

Foto: Mysmartprice.com

Da Google lancerede Pixel og Pixel XL i 2016 og efterfølgerne Pixel 2 og Pixel 2 XL, blev danskerne begge gange snydt for telefonerne. Google har nemlig valgt kun at sælge sine Pixel-smartphones i nogle af de lande, hvor Google Assistent understøttes.

Pixel 2 og Pixel 2 XL kan officielt kun købes i USA, Puerto Rico, Storbritannien, Canada, Australien, Tyskland, Italien, Spanien og Singapore, men med udsigt til, at Google Assistent forstår Danmark inden årets udgang, er der ikke længere nogen undskyldning for ikke at sælge de kommende Pixel 3- og Pixel 3 XL-mobiler herhjemme.

Læs også: Google Pixel 3 og 3 XL: Knivskarpe billeder afsløret

Så lad os - med forventning om, at det ikke er helt utænkeligt - kigge nærmere på, hvornår de muligvis bliver præsenteret og lanceret samt hvad eventuelle danske priser på Google Pixel 3 og Pixel 3 XL måtte være.

Rendering af Google Pixel 3 XL ud fra såkaldte CAD-filer.
Rendering af Google Pixel 3 XL ud fra såkaldte CAD-filer.
Foto: Mysmartprice.com

Mulig lanceringsdato: 18. oktober

De foregående to år har Google fulgt et mønster hvad datoen for offentliggørelse af Pixel-mobilerne angår. Pixel og Pixel XL blev offentliggjort tirsdag den 4. oktober 2016, mens Pixel 2 og Pixel 2 XL blev præsenteret onsdag den 4. oktober 2017. Der tegner sig altså et klart billede af, at Google holder fast i datoen 4. oktober, så man må også formode, at Google i år sigter efter at præsentere Pixel 3 og Pixel 3 XL torsdag den 4. oktober 2018 - om tre måneder.

Mobiler Annonceringsdato Lanceringsdato
Pixel
Pixel XL
Tirsdag den 4. oktober 2016 Torsdag den 20. oktober 2016
Pixel 2
Pixel 2 XL
Onsdag den 4. oktober 2017 Torsdag den 19. oktober 2017
Pixel 3
Pixel 3 XL
Torsdag 4. oktober 2016 (forventet) Torsdag den 18. oktober 2018 (forventet)


Når det kommer til selve lanceringsdatoen, tegner der sig også et klart billede. Salgsstarten for Pixel-mobilerne i både 2016 og 2017 var torsdag i uge 42. Det vil sige, at Pixel og Pixel XL blev lanceret den 20. oktober 2016 og Pixel 2 og Pixel 2 XL den 19. oktober 2017. Den oplagte dag for salgsstarten af Pixel 3 og Pixel 3 XL vil altså igen være torsdag i uge 42, hvilket er den 18. oktober 2018.

Google Pixel 3 og Pixel 3 XL: Mulige danske priser

Det var annoncering- og lanceringsdatoerne. Så er der også priserne. Her har Google holdt en forholdsvis ensartet prissætning – dog med en prisstigning til XL-modellen. Både Pixel og Pixel 2 fik en pris på 649 dollars, mens Pixel XL kostede 769 dollars. Efterfølgeren Pixel 2 XL steg i pris til 849 dollars.

Hvis samme mønster fortsætter, vil Pixel 3 altså beholde samme pris på 649 dollars, mens Pixel 3 XL vil stige yderligere i pris til 929 dollars. Det kan dog heller ikke på nogen måde udelukkes, at Pixel 3 stiger i pris. Lad os forestille os samme prisstigning som fra Pixel 2 XL til Pixel 3 XL på 80 dollars. Så vil prisen for Pixel 3 lyde på 729 dollars.

Læs også: De første rigtige billeder af Google Pixel 3 XL dukker op

Hvad svarer det beløb så til i Danmark? Det kan være svært at sige med sikkerhed, da Google ikke har solgt særligt mange produkter officielt i Danmark. Det nærmeste, vi prismæssigt kan sammenligne med, og som er forholdsvis nyt, er Google Wifi, hvor tre styk koster 279 dollars - 2.899 kroner i den danske Google Store. Det giver en kurs på 10,4.

En mulig officiel pris på Pixel 3 er derfor på mellem 6.749 kroner (649 dollars) og 7.589 kroner (729 dollars). Mulige danske priser på Pixel 3 XL er 8.829 kroner, hvis prisen fastholdes på 849 dollars, eller op til 9.669 kroner (929 dollars), hvis Pixel 3 XL stiger lige så meget i pris som Pixel 2 XL gjorde.

Det er naturligvis blot spekulationer, og der er, som tidligere nævnt, ingen garanti for, at Google officielt lancerer Pixel 3-mobilerne herhjemme. Hvis du dog virkelig ønsker at få fingrene i et eksemplar, kan du altid forsøge at parallelimportere et eksemplar selv fra eksempelvis Tyskland eller Storbritannien. Der er også efterhånden flere danske webshops, som sælger Google Pixel-mobiler uofficielt.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies