Google sælger nu selv Nexus 5 i Danmark

Google har åbnet op for salget af enheder i Danmark, så der ikke længere kun er software og medier på Google Play Store

Google sælger nu selv Nexus 5 i Danmark

Nu er det muligt at købe ikke bare spil og bøger fra Google, men også fysiske enheder. Indtil videre er det dog et begrænset udvalg, der kan købes direkte fra den amerikanske søgegigant.

De populære Nexus 5 og Nexus 7 er lige nu de eneste to mobile enheder, der kan købes, men det er også muligt at købe Googles Chromecast, der lader dig spille medier fra en telefon eller en tablet på et tv.

Læs også: Film nu også en del af Google Play

At Google nu selv sælger enheder betyder, det ikke længere er nødvendigt at tage en tur til eksempelvis Storbritannien for at købe en Chromecast eller skulle betale for fragten fra udlandet.

Ud over de to Nexus-enheder og Chromecast sælger Googles Play Store også et cover til Nexus 7 og to covers til Nexus 5.