Google skifter strategi med nyt moderselskab og ny direktør

Google undergår historiens måske største ændringer, efter at it-giganten nu bliver et datterselskab til det nye firma, Alphabet, og ny direktør træder til.

Google skifter strategi med nyt moderselskab og ny direktør

Der sker store forandringer i verdens måske største it-gigant, Google. De to grundlæggere, Larry Page og Sergey Brin, går sammen om at skabe et nyt firma, Alphabet, som nu har fuldt ejerskab over Google.

Det betyder samtidig, at stillingen som administrerende direktør for Google overtages af Sundar Pichai, som førhen var direktør for Googles produkter, Google Chrome og Android. Det fortæller Google i et blogindlæg.

Læs også: Overblik: Alt om Googles 2015-planer

For Google er der god grund til denne drastiske ændring i firmaets konstruktion. Alphabet skal ses som en samling af firmaer, hvoraf Google er en af disse. Samtidig er Google ikke nær så stort som tidligere, da flere af Googles datterselskaber nu bliver sidestillet med Google og også får Alphabet som sit moderselskab.

Det omfatter blandt andet Google-firmaer som Google Fiber med lynhurtigt fiberbredbånd, Google X med nyskabende eksperimenter som selvkørende biler, Google Glass-brillerne og Project Loon-luftballonerne med internet, Calico til at bekæmpe aldersrelaterede sygdomme og Nest til smart-produkter i hjemmet som illustreret på billedet nedenfor.

Med Google som datterselskab til Alphabet og med Sundar Pichai i spidsen ligger der fortsat de helt store projekter som Android, søgemaskinen, YouTube, Android-apps, Google Maps og reklametjenesten.

Alphabet Google
Sådan ser den nye konstruktion ud, hvor Google er et af datterselskaberne til Alphabet. (Foto: CNN)

Åbner op for mere innovation

Årsagen til denne drastiske omstrukturering af Google er ifølge Google-grundlæggeren, Larry Page, at det fremmer mulighederne for at innovere i de mange forskellige kategorier, som Google efterhånden opererer inden for – og det kan nu ske uden at firmaerne kommer til at påvirke hinanden.

Formålet er at kunne opblomstre nye, innovative firmaer og projekter med hver sin administrerende direktør, som alle har Larry Page og Sergey Brin – Googles grundlæggere – i spidsen gennem moderselskabet Alphabet.

Læs også: EU’s sag mod Google offentliggøres i dag

Spekulationer går dog straks på, om ændringerne er en konsekvens af EU’s såkaldte antitrust-undersøgelse af Google – altså en undersøgelse om, hvorvidt der foregår monopoldannelse hos Google.

En anden radikal konsekvens af denne nye strategi er, at alle Googles aktier (GOOG og GOOGL) senere på året automatisk bliver konverteret til tilsvarende aktier i Alphabet med de samme rettigheder.