Google udvider understøttelse af Exchange ActiveSync

Windows Phone-brugere med Gmail behøver ikke frygte at stå uden synkronisering før slutningen af året.

Google udvider understøttelse af Exchange ActiveSync

Google har tidligere annonceret at de lukker for understøttelse af Microsofts Exchange ActiveSync funktion på Windows Phone-enheder, men nu er nedlukningen blevet udskudt til den 31. december 2013, skriver The Verge.

Den oprindelige plan var at lukke for adgangen til ActiveSync den 30. januar 2013, men fristen blev udvidet til slutningen af juli – og er altså nu endnu engang blevet skubbet frem.

Afbrydelsen af ActiveSync får den betydning, at Gmail-brugere med Windows Phone-enheder, ikke længere vil kunne vælge Google som standard til synkronisering af mails, kalender og kontakter.

Microsoft har med udskydelsen fået længere tid til at implementere en løsning, der undgår at hægte Gmail-brugerne af.

Microsoft og Google har i forvejen en konflikt omkring YouTube kørende. Denne har tvunget Microsoft til at fjerne deres YouTube-app fra Windows Phone Store, til trods for, at Google ikke selv har en officiel applikation til tjenesten.