Googles Motorola-køb kan annulleres til februar

Hvis ikke Google får de nødvendige godkendelser og formår at afslutte købet af Motorola inden 15. februar, bliver handlen annulleret.

Googles Motorola-køb kan annulleres til februar

For fem dage siden kunne Google offentliggøre, at søgegiganten vil opkøbe Motorola for 12,5 milliarder dollars – eller cirka 65 milliarder danske kroner.

Myndighederne skal dog først tage stilling til, hvorvidt opkøbet er konkurrenceforvridende eller ej, og ifølge AllThingsD.com skal hele handlen være på plads inden 15. februar 2012.

Lykkes det ikke at få alle godkendelser og detaljer på plads, bliver handlen annulleret.

I tilfælde af at det hele skulle falde til jorden, er Motorola sikret en kompensation. Google har således bundet sig til at skulle betale den amerikanske mobilproducent 2,5 milliarder dollars – eller cirka 13 milliarder kroner – såfremt handlen ikke bliver gennemført.