Googles selvkørende biler er kørt galt 11 gange

Googles selvkørende biler har kun været involveret i 11 bilulykker i løbet af 6 år - og ingen af dem er bilernes egen skyld.

Googles selvkørende biler er kørt galt 11 gange

Det går forrygende for Googles projekt om at realisere fuldstændigt selvkørende biler i trafikken. I et blogindlæg fortæller Chris Urmson, som er leder for Googles projekt for selvkørende biler om, hvordan det går teamet.

Læs også: Audi udfordrer Google med førerløs bil

Her går han i dybden med, hvordan Google håndterer de mange sikkerhedsaspekter, der ligger i at køre med en selvkørende bil i trafikken blandt andre billister.

Blandt andet kommer han ind på, at Googles 20 selvkørende biler i det indtil videre 6 år lange projekt kun har været involveret i 11 mindre ulykker, uden der har været personskader heraf.

Hvad der er mere imponerende, er at ingen af bilerne har været årsagen til nogle af disse, og det er på en samlet strækning på 2,7 mio. km med automatisk kørsel og kørere bag rattet for en sikkerheds skyld.

De bilulykker, som Google-bilerne har været involveret i, har været på grund af menneskelige fejl af andre billister, som enten har kørt op i bagenden af Googles selvkørende biler ved lyskryds eller ved motorveje. Et par gange er Google-teamet ramt fra siden og af en bil, der kommer rullende gennem et stopskilt.

Det tegner altså godt for Googles ambitiøse projekt om at lade teknologien stå for køreturen i fremtiden, som har potentiale til at reducere mænden af ulykker i trafikken.

Læs også: Googles selvkørende bil er klar til storbyen

I en tidligere video demonstrerer teamet bag bilen, hvordan de mange sensorer registrerer alle omgivelserne omkring bilen og hvilke udfordringer, der ligger deri.