Grand Theft Auto – San Andreas Mobile på vej

En semi-ny omgang død og ødelæggelse vanker fra Rockstar. Grand Theft Auto - San Andreas finder vej til udvalgte mobile enheder i december.

Grand Theft Auto – San Andreas Mobile på vej

Har man trang til halvfemser gangsterkultur og åbne sandkasse-verdener er GTA: San Andreas en uomgåelig klassiker. Grundformlen i den mobile udgave er uændret, hiphopen er stadig beskidt, moralen svær at øjne og landskaberne er åbne og udforskningsvillige.

Rockstar lover dog, at det bliver den flotteste udgave nogensinde af kultklassikeren. Effekter som skygger og dynamik opdateres, grafikken bliver mere detaljeret, farvepalletten er udvidet  og biler og karakterer har fået en overhaling.

Samtidig lover Rockstar at styringen i GTA: San Andreas bliver mere touchscreen-venlig. App’en vil automatisk skifte mellem tre forskellige kontrol-layouts for at gøre det nemmere at styre hovedpersonen CJ igennem San Andreas’ underverden.  Der vil desuden være support for eksterne kontrollere.

GTA: San Andreas Mobile ventes at drøne ind i udvalgte enheder på både iOS, Android, Kindle og Windows Phone i løbet af december.