Her er det første billede af Razers smartphone

Det første billede af Razers debutsmartphone, Razer Phone, er blevet lækket to uger før den bliver præsenteret.

Her er det første billede af Razers smartphone

Producenten bag computertilbehør til gamere, Razer, er snart klar med sin første smartphone – og allerede nu er det første billede af mobilen blevet lækket.

Det er den slovakiske techside Techbyte, som kan afsløre et billede af ’Razer Phone’, som den efter sigende kommer til at hedde. På et noget underbelyst billede er der ved første øjekast ikke meget at se, men visse detaljer kan dog anes.

Læs også: Første specs ude: Razer-mobilen bliver et muskelbundt

Først og fremmest er telefonen, ikke overraskende, udstyret med et kæmpe Razer-logo på bagsiden. Derudover ses der et fuldstændig sort design, som ikke umiddelbart ser ud til at have de grønne elementer, som man typisk finder på Razer-produkter. Disse detaljer kan dog sagtens vise sig enten på fronten eller længere nede på bagsiden – eller i en eventuelt endelig udgave af telefonen.

Razer Phone
Til venstre ses angiveligt Razer Phone, som ligner Nextbit Robin til højre en hel del. Foto: Techbyte.sk

Designmæssigt ser Razer-mobilen ud til at ligne smartphonen Nextbit Robin en hel del. I januar måned opkøbte Razer smartphonefirmaet Nextbit, som kort efter lukkede ned – og nu genstår den lille smartphoneproducent så at sige under Razer-navnet.

Razer-mobilen ser nemlig ud til at have mange ligheder med Nextbit Robin. Der er samme skarpe kanter og hjørner hele vejen rundt, og materialet ser ud til fortsat at være plastik. På telefonens ene side ses også præcis de samme to, små lydstyrkeknapper som på Nextbit Robin.

Området omkring bagkameraet er dog ikke identisk med Nextbit Robin. Der er nemlig to sensorer på Razer Phone, hvor Nextbit Robin kun har en enkelt. De to sensorer er dog placeret i samme område øverst til venstre. Til sidst er der også en LED-blitz at finde.

Razer Phone får topspecifikationer

Da Razer henvender sig til især gamere, er det ikke så overraskende, at mobilen bliver lidt af et muskelbundt. Den bliver nemlig udstyret med Qualcomms ottekernede Snapdragon 835-processor, hele 8 GB RAM og 64 GB lagerplads.

Skærmen måler 5,7” og har en opløsning på 2.560 x 1.440 pixels. Den får altså ikke et aflangt 18:9-format, som man ser i mange af konkurrenterne for tiden, men derimod et almindeligt 16:9-format. I hvert fald det ene bagkamera får en opløsning på 12 megapixel, mens der vil være 8 megapixel foran. Telefonen kommer med Android 7.1.1 i en tilpasning kaldet ’Android Razer Edition’.

Læs også: Razer afslører sin første smartphone 1. november

Onsdag den 1. november løfter Razer sløret for Razer Phone, hvor der måske bliver udsigt til en dansk lancering. For ikke mange måneder siden indgik Razer nemlig et samarbejde med telekoncernen 3 Group, som ejer 3 Danmark. Det vil ikke være utænkeligt, at telefonen kommer eksklusivt til salg hos 3 med tanke på, at teleselskabet i forvejen har stor succes med sin eksklusive aftale med OnePlus.

Det er ikke første gang, at Razer forsøger sig med et Android-produkt. Tilbage i januar 2015 afslørede firmaet produktet Razer Forge TV, som er en mikrokonsol med Android TV.

Emnet følges op

Flere forhold har spillet ind siden vi bragte denne artikel. mobilsiden kunne ikke slippe temaet. 12/10/2017 puplicerede vi en ny vinkel på sagen med nyheden om Razer afslører sin første smartphone 1. november – Læs fortsættelsen her. Se også seneste nyt om emnet her..