Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Her er mulige danske priser på Huawei P20-serien

Her er mulige danske priser på Huawei P20-serien

Europæiske priser på den kommende Huawei P20, P20 Pro og P20 Lite er blevet lækket. De giver en god idé om, hvilke danske priser vi kan forvente.

Foto: Weib.com (ichangezone)

Huaweis kommende P20-serie bliver kun en anelse dyrere end sidste års P10-serie. Det viser nye, lækkede priser fra Twitter-tipsteren Roland Quandt. Han er kommet i besiddelse af de europæiske priser på hele P20-serien, som bliver afsløret den 27. marts i Paris.

Af tweetet fremgår det, at Huawei P20 - den direkte efterfølger til P10 - får en europæisk pris på 679 euro. Til sammenligning fik P10 en pris på 649 euro. Der er altså kun en lille stigning på vej på knap 5 procent, hvilket vil sige omkring 4.699 kroner for P20 i stedet for 4.499 kroner for P10.

Læs også: Nye billeder: Her er Huawei P20 med tre bagkameraer

Så er der P20 Lite, som angiveligt får en pris på 369 euro - 20 euro mere end sidste års P10 Lite, som fik en dansk pris på 2.499 kroner. Den procentvise prisstigning er her lidt mere markant, 12 procent, og vil formentlig betyde en dansk pris på omkring 2.799 kroner - altså 300 kroner mere end sidste års P10 Lite.

Til sidst er der P20 Pro, som er lidt sværere at sammenligne med sidste års P20 Plus, da de ikke som sådan er sammenlignelige - i hvert fald ikke ud fra navnet, og der er formentlig tale om en super-topmodel svarende til iPhone X i forhold til iPhone 8 og 8 Plus. P20 Pro står til at få en ret høj pris, nemlig hele 899 euro. Til sammenligning kostede P10 Plus ’kun’ 699 euro, så P20 Pro ser ud til at blive 200 euro eller 28 procent dyrere end P10 Plus. Da P10 Plus fik en dansk pris på 5.999 kroner, vil P20 Pro formentlig koste omkring 7.699 kroner.

Priserne er naturligvis kun et skøn, og der er mange andre variable, der gør sig gældende i prissætningen af smartphones. Derfor kan de endelige danske vejledende priser, som Huawei præsenterer om tre uger, sagtens variere med flere hundrede kroner.

Foto: Weib.com (ichangezone)

Sådan bliver Huawei P20-serien

Med de kommende P20-smartphones indfører Huawei samme hak i skærmen som i Apples iPhone X – det er efter alt at dømme ved at blive årets design-feature – om man kan lide det eller ej. Både P20 og P20 Lite får en skærm på 5,7”, mens skærmen i P20 Pro bliver lidt større, nemlig 6”.

Den måske mest bemærkelsesværdige ændring i år bliver, at Huawei udstyrer både P20 og P20 Pro med hele tre bagkameraer. Ud over at kamerahuset på bagsiden af telefonerne roligt kan siges også at være inspireret af iPhone X, ventes det nye kamerasetup blandt andet at byde på 5x optisk zoom.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies