Her er Nokia 9 med hele fem bagkameraer

Nokia er på vej med en vild smartphone med intet mindre end fem kameraer på bagsiden. De to første hands on-billeder af telefonen er nu dukket op.

Her er Nokia 9 med hele fem bagkameraer

Der har i mange måneder floreret rygter om, at Nokia er på vej med en noget særlig smartphone, som har hverken to eller tre bagkameraer som de fleste nyere topmodeller. Den har heller ikke fire kameraer bagpå, men derimod hele fem af slagsen.

Læs også: Rygte: Nokia 9 får 5 kamerasensorer og skyhøj pris

Nu er de første rigtige billeder af telefonen dukket op, og den ser ud til at være god nok. Nokia 9, som telefonen ventes at hedde, er udstyret med hele fem sensorer bagpå, som er opstillet i en rund cirkel sammen med en LED-blitz.

Nokia 9
Foto: Nokiapoweruser.com

Det første billede er dukket op på det kinesiske medie ITHomes forum, hvor en bruger har delt et hands on-billede af telefonen. Her ses det noget utraditionelle kamerasetup. Der ses ingen oplysninger om kameraerne ud over at der fortsat gøres brug af ZEISS-linser,. Selve kamerasystemet menes at være leveret af firmaet Light, som for nyligt demonstrerede en prototype af en smartphone med hele ni bagkameraer.

Læs også: Firma tester vanvittig smartphone med hele 9 kameralinser

På billedet er der ikke sløret nogen oplysninger på de mange klistermærker, der er påsat telefonen. Disse informationer viser blandt andet modelnummeret TA-1094, og der ses også et IMEI-nummer. På denne hjemmeside identificeres IMEI-nummeret netop som værende en Nokia-telefon med modelnummeret TA-1094, så den er altså god nok.

Designmæssigt ser Nokia 9 ud til at have visse ændringer i forhold til mange af de tidligere Nokia-mobiler. Der ser ud til at være en metalramme og en bagside af glas med en affaset kant.

Nokia 9
Foto: Ithome.com

Et andet billede er også dukket op via hjemmesiden Nokiapoweruser. Det viser et lignende design, men må dog formodes at være en anden prototype end den, der er vist på det første billede. Der er godt nok stadig fem bagkameraer, men de er placeret anderledes, og LED-blitzen har fået plads på den modsatte side. På billedet ses også, at Nokia 9 er en Android One-mobil, som sikrer en ren udgave af Android, der får hurtige opdateringer i mindst to år og sikkerhedsopdateringer i mindst tre år.

Det er også værd at bemærke, at der ingen fingeraftrykslæser er på bagsiden. Det vil formentlig betyde, at den kommer med en fingeraftrykslæser indbygget i skærmen. Det er der i hvert fald et tidligere rygte, der har peget på.

Læs også: Rygte: Nokia 9 med fingeraftrykslæser i skærmen på vej

Nokia 9 ventes at få en 5,9″ stor OLED-skærm med en QHD-opløsning og 3D-kurvet glas. Den bliver drevet af en Snapdragon 845-processor og vil komme i varianter med 6 og 8 GB RAM – begge med 128 GB lagerplads. Den ventes også at blive IP68-certificeret og komme med trådløs opladning.

Det forlyder, at Nokia 9 får en ganske høj pris på 990 dollars, hvilket måske vil resultere i en dansk pris på omkring de 10.000 kroner.