HMD Global får 500 gamle Nokia-designpatenter fra Microsoft

500 designpatenter, som Microsoft overtog fra Nokia i 2014, er nu kommet retur til firmaet bag det nye Nokia, HMD Global.

HMD Global får 500 gamle Nokia-designpatenter fra Microsoft

Det finske firma HMD Global, som står bag de nye Nokia-smartphones og Nokia-telefoner, har fået overdraget 500 vigtige designpatenter fra Microsoft. Det skriver hjemmesiden NokiaMob.

Da Microsoft tilbage i 2014 købte Nokia for hele 40 milliarder kroner, overtog den amerikanske computergigant alle Nokias patenter for de kommende 10 år. Disse er dog nu blevet overdraget tilbage til HMD Global, efter Microsoft sidste år solgte sin feature phone-afdeling til Foxconn-firmaet FIH Mobile og HMD Global – sidstnævnte som er blevet etableret af tidligere Nokia-folk på Nokias gamle adresse for at føre Nokias smartphones tilbage på markedet.

Læs også: Billeder af Nokia 8 i usædvanlig kobberfarve lækket

Det bliver nu endnu nemmere med de i alt 500 patenter, som i første omgang er blevet overdraget. Endnu er Microsoft fortsat i besiddelse af cirka 200 designpatenter, ligesom firmaet også fortsat råder over de tidligere Nokia-varemærker PureView, ClearBlack og PureMotion.

Nokia patent
Her ses et af de 25 patenter, der beskriver kameraappen. Foto: Euipo.europa.eu

Får patent på anmelderrost brugerflade i kameraappen

Til gengæld er der flere vigtige designpatenter iblandt de 500, som nu tilhører HMD Global. 25 af dem er designpatenter, som beskriver den brugergrænseflade i kameraet, der var kendetegnende for Nokias smartphones. Patenterne beskriver altså den måde, som Nokias gamle kameraapp var designet og fungerede på. Netop denne brugergrænseflade var blandt de mere intuitive af slagsen, hvor det er nemt at justere alt fra hvidbalance og fokus til ISO-værdi og lukkertid.

Læs også: Nokia sætter dato på næste flagskibslancering

Med ejerskab over patenterne betyder det, at HMD Global teknisk set kan benytte præcis den samme brugerflade i kameraet, som var at finde i Nokias gamle topmodeller. Og med indgåelsen af et samarbejde med kameraspecialisterne ZEISS ser HMD Globals Nokia-smartphones ud til at vende tilbage med mange af de kvaliteter, som Nokias smartphones stadig huskes for. Resultatet af dette samarbejde får vi for alvor at se i den kommende Nokia 8, som bliver præsenteret den 16. august.

Udover de 25 designpatenter på kamerabrugerfladen er der primært tale om patenter på gamle Nokia-telefoner, øretelefoner, hovedtelefoner, opladere og de seneste smartphones, som HMD Global står bag. Alle patenterne kan du se hos Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO).

Mere til sagen

Tiden står ikke stille og det gør emnet heller ikke. Her får du den efterfølgende udvikling om temaet. mobilsiden gik et skridt videre. 31/7/2017 blev sagen bragt videre med en artikel om Første billede lækket: Her er Samsungs vilde klaptelefon – Artiklen finder du her. Se de seneste nyhede om temaet her.