HTC fortsat i markant økonomisk fald

Endnu en gang må HTC præsentere et stort fald i regnskabet sammenlignet med sidste år. Firmaet har mistet en tredjedel af november-omsætningen fra 2011.

HTC fortsat i markant økonomisk fald

Krisen kradser, og konkurrencen skærpes på mobilmarkedet. Mens firmaer som Apple og Samsung fortsat kan melde om gode salgstal, kæmper HTC for at holde så godt fast som muligt i sin andel.

Omsætningen fortsætter imidlertid i et markant fald i forhold til 2011. Ifølge Reuters.com var HTC nede på 21,23 milliarder taiwan dollars (ca. 4,7 milliarder kroner) i november 2012 mod 30,94 milliarder (ca. 6,8 milliarder kroner) i samme måned sidste år. Det er et fald på 31,4 procent.

HTC oplyste ikke yderligere detaljer, lyder det videre.

Udmeldingen følger i sporet på tidligere måneders beretning om store fald. Ifølge unwiredview.com var det særligt galt i oktober, hvor HTC måtte præsentere et fald på 61 procent sammenlignet med samme måned sidste år.

November var måneden, hvor HTC frigav firmaets første Windows Phone 8-mobiler, og det har formentlig givet et lille boost i forhold til oktober. Firmaet ligger dog stadig en del under 2011-niveau.