HTC: Ny smartphone bliver et godt alternativ til iPhone

Når HTC lancerer sin nye One A9-smartphone, bliver det som et godt alternativ til Apples iPhone, mener HTC's direktør.

HTC: Ny smartphone bliver et godt alternativ til iPhone

Det kan næppe komme som en overraskelse, hvad HTC i aften afslører for publikum og interesserede seere hjemme i stuen. Som rygterne længe har indikeret, er der med stor sandsynlighed tale om modellen One A9.

Netop den kommende smartphone kommenterer HTC’s direktør og bestyrelsesformand, Cher Wang, nu på over for en lokal, taiwansk avis. Her udtaler hun, at telefonen, som i aften bliver præsenteret, vil være et godt alternativ til Apples iPhone, ”fordi den finder en balance mellem skønhed, ydelse og enkelthed”.

Læs også: Sådan følger du dagens lancering af HTC’s nye telefon

Det er også Cher Wang, der tilbage i juni måned undskyldte over for aktionærer i firmaet, efter det dårligste regnskab i seks måneder blev fremlagt. I den forbindelse lovede hun en topmodel – et såkaldt ”hero-produkt” her til oktober, som vil gøre store fremskridt hvad angår design.

Det må altså formodes, at det er den længe rygtede HTC One A9, som hun hentydede til og som bliver præsenteret ved en event i New York, der livestreames fra i aften klokken 18:00.