HTC One SV – den første 4G-mobil er klar

HTC er klar med deres første 4G-mobil til det danske marked. Mød HTC One SV.

HTC One SV – den første 4G-mobil er klar

Hvis du vil have en smartphone der kan køre data via 4G LTE, så behøver det ikke nødvendigvis være en topmodel med kæmpeskæm og høj vægt.

Det er HTC One SV et eksempel på. Vægten er kun 122 gram og telefonen måler 128 x 66,9 x 9,20 mm.

Der er ikke tale om en smartphone med topspecifikationer, så du må nøjes med dual-core 1,2 GHz S4 processor fra Qualcomm samt en skærm på 4,3 tommer (Super LCD 2) og opløsning på 480 x 800 pixels. Skærmen er beskyttet af det brudstærke Gorilla Glass 2.

Kameraet er på fem megapixels (autofokus). Dertil kommer et 1,6 megapixels frontkamera, 720p videooptager samt Beat Audio lydoplevelse. Batteriet er 1.800 mAh.

Sættes snart til salg

Internetadgang med 4G hastigheder er naturligvis telefonens store trækplaster. Alle teleselskaber i Danmark kan være med, da One SV understøtter frekvenserne 800, 1.800 og 2.600 MHz.

HTC har endnu ikke meldt telefonen officielt ud i Danmark, men Telia bekræfter overfor Mobilsiden.dk, at HTC One SV lander i deres butikker inden for de kommende uger.

SV-modellen lanceres med Android 4.0.4 men Telia forventer den senere bliver opdateret til Android 4.1.

HTC har allerede HTC One XL, der også understøtter 4G, til salg i andre lande. Men HTC One SV bliver altså selskabets første 4G-telefon i Danmark.


Eksternt link:

– Officiel side for HTC One SV