HTC teaser med billeder af U11 Plus

HTC teaser for den kommende topmodel U11 Plus med to billeder og bekræfter samtidig, at den bliver præsenteret den 2. november.

HTC teaser med billeder af U11 Plus

Der er spændende nyt på vej fra HTC-lejren. Den 2. november bliver nemlig dagen, hvor det kommende flagskib, HTC U11 Plus, bliver afsløret. I hele tre forskellige tweets (1, 2, 3) har HTC reklameret for dagen, hvor topmodellen bliver præsenteret.

Særligt de to sidste tweets er interessante, for her ses også to billeder af det, som det hele handler om: telefonen. Der er dog tale om to billeder, som ikke afslører mange detaljer, og som også kun viser små områder af telefonen. Ikke desto mindre kan der udledes flere ting ud fra billederne.

Læs også: HTC afslører nyt flagskib, U11 Plus, næste måned

For det første bliver U11 Plus, helt som ventet, udstyret med en kantløs skærm. På det ene billede ses det, at skærmpanelet breder sig helt ud til kanten, og at den også næsten når ned til bunden af fronten. Det er altså slut med den overflødige plads over og under skærmen, som det ses på mange HTC-mobiler.

HTC U11 Plus
Billedet her afslører, at U11 Plus kommer med trådløs opladnig. Foto: Twitter.com (@htc)

Får trådløs opladning

Det andet billede viser den øvre del af bagsiden. Der ser ud til at være en bagside udført i hærdet glas ligesom i den normale U11, og der er også samme bløde hjørner og former at finde. Det er ikke så overraskende, når U11 Plus, som navnet indikerer, er en større udgave af den normale U11. Derfor er der også samme kamerasetup med et enkelt bagkamera og en LED-blitz til venstre for. Der vil altså ikke være noget dualkamera at finde i HTC’s mobiler i år.

Til gengæld ser U11 Plus ud til at blive udstyret med trådløs opladning. På billedet er bagsiden nemlig gjort svag gennemsigtig, så det er muligt at ane en spole af kobbertråd, som ligger oven på batteriet og muliggør trådløs opladning.

Fingeraftrykslæseren har også fået ny plads på bagsiden lige under kameraet, da der ikke længere er plads under skærmpanelet foran. Det er altså endnu en indikation på, at U11 Plus får en næsten kantfri skærm.

Får kæmpebatteri og IP68-certificering

Af specifikationer kan du se frem til en Snapdragon 835-processor, som ventes at få følgeskab af 4 GB RAM og 64 GB lagerplads. En variant med 6 GB RAM og 128 GB lagerplads ventes også at blive lanceret. Den store skærm vil måle 6” og have en QHD+-opløsning på 1.440 x 2.880 pixels. Skærmforholdet bliver dermed det ekstra aflange 18:9.

Den måske største nyhed ud over skærmen bliver, at batteriet blive enormt. Hele 3.930 mAh bliver der ifølge rygter plads til. Til sammenligning er der ’kun’ 3.000 mAh i U11.

Læs også: HTC U11 Plus får kæmpebatteri

Kameraet bliver fortsat på 12 megapixel og med en blænde på f/1.7, men om det er præcis samme sensor, er endnu uvist. U11 er i forvejen sikret med en IP67-certificering, men i U11 Plus HTC skulle der komme en IP68-certificering. Vand bliver altså på ingen måde en udfordring for den kommende topmodel. U11 Plus vil angiveligt blive præsenteret i farverne Brilliant Black og Amazing Silver – og det sker som sagt den 2. november.