HTC U12+ får langt om længe Android Pie

Efter at konkurrenterne for længst har modtaget opdateringen til Android Pie, begynder opdateringen nu endelig at rulle ud til HTC U12+.

HTC U12+ får langt om længe Android Pie

Der er mere end et år siden, at vi hos Mobilsiden testede HTC U12+. Telefonen var dengang et alternativ til Huawei P20 Pro og OnePlus 6, som begge for længst er erstattet af nyere modeller.

Læs også: Test af HTC U12+ – To skridt frem og et tilbage

Både Huawei P20 Pro og OnePlus 6 har også for længst modtaget opdateringen til Android Pie, og nu kommer turen endelig til HTC U12+.

HTC Android 9 Pie
Det er efterhånden længe siden, at HTC annoncerede, at Android Pie ville komme til HTC U12+. Foto: HTC

Opdateringen var egentlig planlagt i sidste måned, men af ukendte årsager er den altså blevet udskudt. Det skal også nævnes, at de første meldinger om softwareopdateringen kommer fra Taiwan, så vi ved endnu ikke med sikkerhed, hvorvidt Android Pie er begyndt at rulle ud til de danske brugere af HTC U12+.

Se også: Video: Vi pakker HTC U12+ ud

Det vi ved indtil videre er, at opdateringen har fået buildnummer 2.45.709.1 og fylder 1,09GB. Selve den såkaldte changelog er ikke voldsomt detaljeret og nævner, udover systemoptimeringer, kun, at man har fjernet Google+ fra BlinkFeed. Derudover forlyder det, at opdateringen ikke er uden problemer. Flere brugere melder, at man ikke længere kan ændre manuelt i adgangspunktet for mobildatatjenester, den såkaldte APN. Det er måske værd at have i tankerne inden man opdaterer, da opdateringen til Android Pie på HTC U11 blev kaldt tilbage efter meldinger om, at opdateringen simpelthen “brickede” telefonerne, altså låste dem på en aller anden facon, så de ikke længere kunne bruges.