HTC vil hjælpe mobilkøberne

HTC går i Apples fodspor og åbner en konceptbutik. Her kan kunderne få hjælp til mobilen og prøve de nye produkter.

HTC vil hjælpe mobilkøberne

– “Det her drejer sig ikke nødvendigvis om at sælge telefoner, men om at give de interesserede en oplevelse,” lyder det straks fra HTC’s nordiske direktør Peter Frølund, da Mobilsiden.dk interviewer ham, om den kommende HTC Concept Store, der åbner på Købmagergade i København til foråret.

Det handler om at vise HTC frem på en positiv facon, og direktøren vil derfor gerne have, at kunderne kommer ind i butikken, hvis de har spørgsmål eller problemer.

– “Vi tager imod telefoner til service og reparation, men personalet kan også hjælpe kunderne med opsætning af mobilen. Men også spørgsmål både før og efter købet kan løses i butikken, så længe det har med HTC-produkter at gøre,” fortsætter Peter Frølund.

Med HTC Concept Store er kunderne altså ikke nødvendigvis henvist til køen på en support-hotline.

Ikke billigere mobiler – men mere salg

Konceptbutikken vil kun sælge smartphones uden abonnement og binding, så hvis kunderne ønsker et abonnement, henvises de til de nærliggende butikker på Strøget.

HTC slår over for Mobilsiden.dk fast, at kunderne ikke skal forvente særligt lave priser i HTC’s egen butik, da målet ikke er, at konkurrere med teleoperatørerne, eller andre kanaler, som sælger deres produkter.

– “Vi vil ikke tage kunderne fra vores nuværende forhandlere, men gennem vores kundekontakt er det vores håb, at vi faktisk kan øge salget i hele vores netværk,” lyder det fra HTC direktøren.

HTC Concept Store i København er den første af sin slags i Europa – kun i Singapore findes en butik, med samme koncept som den i Købehavn får.

Konceptidéen er ikke ny. Særligt Apple og B&O er blevet kendt for konceptbutikker med egne produkter. Men også Nokia har egne butikker rundt om i verden.