Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Huawei lancerer Huawei Nova 5T

Huawei lancerer Huawei Nova 5T

Allerede nu kan Huaweis nye model forudbestilles. Huawei Nova 5T byder blandt andet på fem kameralinser og fingeraftrykslæser på siden.

Foto: Huawei

Som vi skrev i går, så lancerer Huawei i dag en ny telefon til det danske marked. I går troede vi, at der ville blive tale om Huawei Nova 5 Pro, der blev lanceret i Kina, tilbage i maj måned. Nogle gange tager man fejl, og det gjorde vi med det gæt.

Læs også: Huawei er klar med endnu en foldbar telefon til marts

Vi var til gengæld ikke langt fra at ramme plet. Det viser sig nemlig, at Huawei lancerer Nova 5T. Telefonen hører til i mellemklassen, hvis man ser på prisen, men tilbyder rigtig meget "value for money".

Foto: Huawei

Den nye smartphone har et stilrent design, fingertouch adgang på siden og er udstyret med fem AI kameraer, der foruden fire kameraer på mobilens bagside inkluderer et 32MP ”punch-hole” selfie-kamera på fronten. 

”Nova 5T er den oplagte smartphone for forbrugeren, der elsker at dele sit liv med venner og familie på de sociale medier. Med sine fem AI-kameraer og det raffinerede design sætter nova 5T nye standarder for, hvad man kan producere af visuelt indhold,” siger RenKe, der er direktør for Huawei Consumer Business Group i Danmark.

Huawei har altid ligget helt i spidsen, når det kommer til mobilkameraer, hvilket de ser ud til at fortsætte med. De fire kameraer på bagsiden giver mulighed for at tage ultra-vidvinkel-fotos samt makro og Bokeh fotografier (dybdefotografier) af både landskaber og close-ups. Hovedlinsen er på 48 MP, hvilket må siges at være mere end rigeligt til at tage flotte billeder.

Huawei Nova 5T giver desuden brugeren mulighed for at optage slowmotion- og timelapse-videoer med 960 billeder i sekundet.

"For alle fem kameraer spiller AI-teknologi (kunstig intelligens) en væsentlig rolle. Eksempelvis hjælper AI HDR+ algoritmen dig med at tage skarpe portrætfotos med frontkameraet – selv i mørke omgivelser eller i modlys. Master Intelligent AI identificerer også det objekt, som du retter kameraet mod, og optimerer billedet derefter. Den genkender eksempelvis en hund, et portræt, himmel, blomster og sne. Derudover sikrer AI Image Stabilization (AIS), Auto Exposure Lock (AEL) og Auto Focus Lock (AFL) generelt skarpe og detaljerede billeder." skriver Huawei i en pressemeddelelse.

Huawei Nova 5T specifikationer
Mål og vægt  154,3 x 74 x 7,8 mm
174 gram
Skærm 6,26" IPS LCD
1080x2340 pixels
Chipsæt HiSilicon Kirin 980 (7 nm)
Octa-core (2x2.6 GHz Cortex-A76 & 2x1.92 GHz Cortex-A76 & 4x1.8 GHz Cortex-A55)
Batteri 3.750 mAh
Hurtigopladning 22,5 W (50 procent på 30 minutter)
RAM 6GB 
Lagerplads 128GB
Kamera 16MP, Ultra-vidvinkel-kamera, 117 grader, f/2.2
48MP, Hovedkamera, 1/2” sensor, 4-in-1 Light Fusion Technology, f/1.8
2MP, Bokeh Objektiv, f/2.4
2MP, Makro Objektiv, f/2.4
32MP, High–definition AI selfie-kamera, f/2.0, 3D Portrait Lighting
Software Android 9
EMUI 9.1
Andet Bluetooth 5.0
GPU Turbo 3.0-teknologi
Fingeraftrykslæser på siden
Pris 3.699 kroner

Pris og tilgængelighed

Huawei Nova 5T kommer til Danmark i tre farver: Crush Blue, Black og Midsummer Purple. Telefonen kan forudbestilles fra i dag og rammer butikkerne den 4. november. Den vejledende udsalgspris er 3.699 og telefonen bliver forhandlet i følgende butikker: Elgiganten, Power, Bilka, Telia, YouSee, Telenor og Hi3G.

Forrige artikel Næste artikel

Læs Mobilsidens debatregler her


Om brug af cookies