Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Huawei Mate 10 Pro - topmobil med kunstig intelligens

Huawei Mate 10 Pro - topmobil med kunstig intelligens

Huaweis Mate 10 Pro er ikke bare skabt til at imponere, den skal også være smartere end konkurrenterne.

Huawei Mate 10 Pro med Full View display
Huawei Mate 10 Pro med Full View display
Foto: Mobilsiden.dk

Huaweis Mate-serie har siden debut’en stillet efter at være størst og stærkest. Men i sin nyeste version, skal mobilen også være smartest.

I årets Mate 10 Pro er intelligensen sat i højsædet med kunstig intelligens bygget ind i mobilens nyudviklede processor.

”Tidligere i år fremlagde vi vores vision for fremtidens smartphones, og her var kunstig intelligens et af omdrejningspunkterne. Denne vision kommer nu til udtryk i Mate 10 Pro, der med indbygget AI-teknologi åbner døren til et nyt kapitel for fremtidens smartphones. Den nye teknologi i kombination med særdeles stærke specifikationer og et smukt design, gør Huawei Mate 10 Pro til en smartphone, som vi har meget store forventninger til i Danmark,” siger Marie Feldborg, Senior Marketing Manager hos Huawei Danmark.

Læs også:  Huawei Mate 10 Pro - de tekniske specifikationer

Huawei Mate 10 Pro får nyt designsprog med glas for og bag
Huawei Mate 10 Pro får nyt designsprog med glas for og bag
Foto: Mobilsiden.dk

Aflangt, vandtæt design

Designet er forædlet yderligere i forhold til tidligere generationer: serien får for første gang nogensinde en skinnende finish med glas for- og bag.

Til trods for glaskonstruktionen, får mobilen et pudeformet snit, der giver smalle kanter omkring aluminiumsrammen. En stribe omkring kameraerne på bagsiden, giver en subtil teksturkontrast til mobilens udseende. 

Mate 10 Pro er Huaweis første vandtætte smartphone, med sin IP67-godkendelse som betyder, at den kan tåle op til en halv time på en meter dybt vand. Det støv- og vandafvisende ydre, betyder dog, at mobilen ikke længere har noget jack-stik. En USB-C til jack adapter vil dog følge med salgsæsken.

Næsten hele fronten giver plads til et 18:9 display på hele 6 tommer. Lærredet byder på 2.160 x 1.080 pixel med OLED-teknologi – sidstnævnte sikrer en rig farvepalette som understøtter HDR10 farver. For at give plads til displayet er fingeraftrykslæseren nu rykket til bagsiden - et stykke under de to kameraoptikker.

Se også:  Huawei udgiver betaudgave af Android 8.0 Oreo til Mate 9

Huawei Mate 10 Pro får en særlig AI-processor
Huawei Mate 10 Pro får en særlig AI-processor
Foto: Mobilsiden.dk

Toptunet processor til neurale netværk

Med sidste års Kirin 960 processor, bevidste Huawei, at de kan fremstille deres egen konkurrencedygtige topprocessor på lige fod med Apple, Samsung og Qualcomm. Med den næste generation, Kirin 970, synes selskabet at overhale konkurrencen på flere punkter.

Kirin 970 får en 4+4 octa-core processor som yder 20 procent højere end sidste års model – men som samtidig kan være op til 50 procent mere strømeffektiv. Dertil kommer en 50 procent stærkere grafisk chip til spil og andre 3D-opgaver.

Kunststykket i Kirin 970 er dog dennes indbyggede modul til behandling af AI-opgaver: en såkaldt ’Neural Processing Unit’ (NPU). Med denne ombord kan opgaver der kræver kunstig intelligens som maskinsyn og maskinlæring afvikles langt hurtigere og mere strømeffektivt end nogensinde. Her lover Huawei, at disse opgaver klare op til 25 gange hurtigere end konkurrerende Samsung Note 8 og fire gange hurtigere end iPhone 8.

På antennefronten er mobilen klar til 4.5G netværk med datahastigheder på op til 1,2 GBit/sekund.

Et kæmpemæssigt batteri på 4.000 mAh og en 22,5 Watt superoplader afrunder pakken sammen med 6GB RAM og 128GB lagerplads. Sidstnævnte kan modsat tidligere modeller ikke udvides med et micro-SD kort.

Dobbeltkameraet på Huawei Mate 10 Pro er fortsat signeret af Leica
Dobbeltkameraet på Huawei Mate 10 Pro er fortsat signeret af Leica
Foto: Mobilsiden.dk

Kamera med kunstig intelligens

Den særlige AI-processor vil give fordele i kameraets fuldautomatiske modus, hvor mobilen selv vil finde de indstillinger der er bedst egnet til motivet. Her vil kameraet kunne skelne bl.a. mennesker, mad, landskaber og en række andre motiver og automatisk vælge de indstillinger der vil give det bedste resultat.

Selve kameramodulerne er også styrkede, her er fortsat et monokromt plus et farvemodul men disse får begge langt mere lysstærke objektiver på f/1,6 samt OIS. Kameramodulerne byder fortsat på 20 megapixels (S/H) samt 12 megapixels (farve), mens frontkameraet råder over 8 megapixels.

Læs også:  Huawei Mate 9 Pro - Årets stærkeste smartphone [TEST]

Huawei Mate 10 Pro kan fungere som en desktopmaskine
Huawei Mate 10 Pro kan fungere som en desktopmaskine
Foto: Mobilsiden.dk

Android Oreo med mange tricks

Selskabets EMUI-interface er nu bygget ovenpå Android 8.0 Oreo, hvor Huawei benytter anledningen til at ændre versionsnummeret til EMUI 8 – så matcher denne den aktuelle Android-version.

Den kunstige intelligens er også bagt ind her, med reminders der tilpasser sig dit brug af mobilen – eksemepelvis ved at foreslå en øjenvenligt blåfilter ved længere læseseancer på mobilen. Modtager du en besked-notifikation mens du ser en film, vil mobilen foreslå at splitte skærmen op, så du kan se din film videre, mens du besvarer.

Med en USB-C til HDMI adapter, kan Mate 10 Pro nu bijobbe som en decideret desktopmaskine – i lighed med Samsungs Galaxy Note 8, men vel at mærke uden behov for nogen decideret dock.

Huawei Mate 10 Pro får salgsstart sidst i november
Huawei Mate 10 Pro får salgsstart sidst i november
Foto: Mobilsiden.dk

Forsalg sidst på måneden

Huawei Mate 10 Pro udkommer i fire farvevarianter: Midnight Blue, Titanium Gray , Pink gold, Mocha Brown. Herhjemme vil den dog først debutere i den grå og brune variant, mens den blå vil støde til senere.

Huawei Mate 10 Pro vil være bredt tilgængelig hos de danske operatører samt elektronikkæderne.

Forsalget vil starte den 30. oktober, mens salgsstart er sat til den 27. november.

Se også:  Pris og tilgængelighed på Huawei Mate 10 Pro

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies