Hver anden skriver sms’er bag rattet

Halvdelen af de danske bilister sender sms-beskeder under kørslen. Rådet for Større Trafiksikkerhed er rystet.

Hver anden skriver sms’er bag rattet

Hver anden dansker skriver sms-beskeder, mens de kører bil. Det viser en ny undersøgelse, som Codan Forsikring har foretaget.

Ud af de i alt 1.008 adspurgte personer, svarede 47,3 procent således ja til, at de sms’er bag rattet. Det vækker bekymring hos trafikpsykolog Thomas Troglauer.

– “Det er foruroligende, at så mange gør det. Og det er ligegyldigt, om man er en erfaren bilist. At sende en sms forringer køreevnen væsentligt. Det kan man ikke kompensere for med erfaring,” siger trafikpsykolog Thomas Troglauer ifølge dr.dk.

Der skal fokus på problemet

I sidste uge dokumenterede en undersøgelse fra Virginia Tech Transportation Institute, at der er 23 gange så stor risiko for at køre galt, hvis bilisten sms’er under kørslen.

De to uafhængige undersøgelser vil nu få Rådet for Større Trafiksikkerhed til at øge fokus på sms-problemet, siger dokumentationschef Jesper Sølund. Han er rystet over, hvor mange bilister der egentlig er tale om.

– “Rådet kan altid gøre det bedre. Og det skal vi til at se på nu,” siger han ifølge dr.dk.