IFA 2017: Nu får billige ultrabooks quad core-processorer

Du gør dig klogt i at vente lidt, hvis du kigger efter en ny ultrabook. Alle nye 8. generations Intel U-processorer er nemlig quad core-processorer.

IFA 2017: Nu får billige ultrabooks quad core-processorer

I de kommende uger og måneder får vi et væld af nye ultrabooks at se, som gemmer på Intels helt nye 8. generations opdaterede Kaby Lake-processorer – og der er god grund til at vente på de nyeste processorer, hvis du står og skal købe en ny bærbar – eller rettere en af en tynde, lette ultrabooks.

Læs også: Samsung puffer Intel ned fra chip-tronen

Tidligere på måneden løftede Intel sløret for de nye 8. generations Core i5- og Core i7-processorer i U-serien, som er lavet til bærbare computere og ultrabooks. I disse nye processorer er der mærkbare forbedringer at finde, selv om der ikke er ændret i arkitekturen.

Intel har nemlig valgt at fordoble antallet af kerner i nogle af de nye Core i5- og Core i7-processorer i U-serien, så alle fire nye processorer i U-serien er quad core-udgaver.

Intel Core i5 i7 U 8. generation
Foto: Anandtech.com

En stor del af de kommende bærbare computere og ultrabooks, der snart kommer på markedet, vil med andre ord have dobbelt så mange kerner og præstere noget bedre.

At den nye 8. generation nu kun byder på quad core-processorer betyder også, at de billigere bærbare computere bliver mærkbart bedre, da man typisk ser dem med dual core-processorer fra 7. generation. Det er også værd at bemærke, at Intel har reduceret clockfrekvensen på de nye 8. generations U-processorer, men de dobbelte kerner i nogle af processorerne opvejer klart de lavere hastigheder. Turbo-hastighederne er stort set holdt identiske.

ASUS Zenbook 13
ASUS ZenBook 13 er en af de nye modeller med Intels nye U-processorer. Foto: ASUS

Første computere med de nye processorer lanceret

Der vil med andre ord være noget mere regnekraft i de bærbare computere, som lanceres i de kommende måneder og som i løbet af efteråret og vinteren vil komme i handlen. Ja, ved IFA-messen har de første producenter allerede løftet sløret for nye bærbare computere med Intels nyeste processorer. Blandt andet ASUS og Acer har været hurtigt ude med nye modeller med de seneste processorer.

ASUS har lanceret en ny ZenBook 13, ZenBook Flip 14 og ZenBook Flip 15, som gemmer på to af fire nye Intel Core U-processorer med fire kerner – alt efter konfiguration i7-8550U eller i5-8250U for at være helt præcis.

Læs også: Slut med Intels Atom-processorer til smartphones og tablets

Også Acer løftede ved IFA-messen sløret for nye bærbare med de seneste Intel-processorer. Helt præcist afslørede producenten Swift 5, Spin 5 og Switch 7 Black Edition, som gemmer på den nye i7-8550U-processor.

Der kan altså være god grund til at vente nogle måneder, hvis du skal ud og investere i en ny computer, da du får noget mere regnekraft for pengene. Der kommer kun mange, mange flere bærbare computere at vælge mellem i den kommende tid.