Ingen danske 3D-kort til Windows-brugerne

Microsoft tilføjer 3D til firmaets Google Maps-konkurrent, men i første omgang vil funktionen være ubrugelig i Danmark.

Ingen danske 3D-kort til Windows-brugerne

Der er en række nye funktioner i Microsofts kort-tjeneste, Bing Maps, men i denne omgang bliver de danske brugere snydt.

Det gælder blandt andet transparente 3D-billeder af bygninger, som skulle give en virkelighedstro oplevelse af bybilledet, når man zoomer langt ind på kortet – dog kun i USA og i udvalgte byer i Storbritannien, Canada og Frankrig.

Foreløbig gælder opdateringen kun desktop-versionen af Bing Maps, men ifølge wmpoweruser.com kan vi godt forvente, at funktionerne ligeledes finder vej til Windows Phone-udgaven for at tage kampen op med Googles 3D-planer for Google Maps 5.0.

Du kan læse meget mere om de nye funktioner, som danskerne forhåbentlig vil få glæde af før eller siden, via Microsofts Bing Maps-blog.