Ingen NFC i Nokias Lumia telefoner

NFC er fremtiden ifølge Nokia - men alligevel er der ingen NFC i Nokias to nyeste telefoner.

Ingen NFC i Nokias Lumia telefoner

Nokia satser på meget på NFC teknologien, og firmaet lagde under gårsdagens Nokia World konference da heller ikke skjul på, at de er førende på området. Nokia har ikke færre end syv telefoner på markedet med NFC, og Nokia har tidligere udtalt, at alle fremtidige telefoner vil blive lanceret med NFC.

Så kan det jo godt undre lidt, at Nokia i går præsenterede to nye telefoner med Windows Phone 7.5 uden NFC. Hverken Nokia Lumia 800 eller lillebror Lumia 710 har nemlig på papiret NFC.

Vi spurgte derfor Niels Kjelstrup, produktchef i Nokia, hvorfor der ikke er lanceret NFC i de to modeller. Vi fik det korte svar, at NFC er endnu ikke bygget ind i Windows Phone, og det er én af de ting, som Nokia i øjeblikket arbejder på sammen med Microsoft.

En anden mulighed kan være, at de to nye Nokia modeller rent faktisk indeholder NFC-chips, som kan aktiveres ved en senere software opdatering. Om telefonerne indeholder NFC-chips har vi desværre ikke kunnet få bekræftet af Nokia.