Inspiration til aftensmaden
En ny applikation fra FDB giver brugerne 3.000 gratis opskrifter på aftensmad med i lommen. Applikationen kan både guide til nem mad, sund mad, eller hvis man skal have gæster.
-”30 procent af danskerne beslutter, hvad de skal spise til aftensmad samme dag, og de fleste har prøvet at stå i supermarkedet og mangle idéer til middagen. App’en er et redskab til alle os, som gerne vil spise sundt og godt i hverdagene, også selvom vi har travlt,” siger Joan Preisler, der er sundhedsansvarlig i FDB.
Hver opskrift har et billede, og det er muligt at gemme sine favoritopskrifter i en oversigt.
Applikationen findes både til iPhone og Android-telefoner, og kan hentes gratis via aftensmadsapp.dk.