Intel Compute Card – en PC på størrelse med et Dankort

Intels propper en hel PC ned i et format der kan være i din pung. Mød Intels Compute Card.

Intel Compute Card – en PC på størrelse med et Dankort

Ved dette års Computex-messe, introducerer Intel en ny type enhed, der forener egenskaber fra både mobil, laptop og desktop-verdenen.

Konceptet er døbt ’Compute Card’ og fungerer kort sagt ved at koge hjernen fra en stationær PC ned til et kreditkort format. Hele herligheden måler bare 94,5 x 55 x 5 mm og kan derfor snildt klemmes ned i pungen.

For at benytte enheden, skal de kompakte kort dog puttes ned i en dock, som giver en strømforsyning samt en stribe tilslutningsmuligheder med USB-porte samt display og netværksstik.

Helt lige så bærbar bliver docken dog ikke. Intels reference designs peger her på dimensioner på 147 x 60 x 20,5 mm. Det vil dog stå Intels partnere, som f.eks Dell og LG, frit for at udvikle mindre eller særligt designede løsninger, så de ultramobile PC’er kan få ny funktionalitet.

Se også: Slut med Intels Atom-processorer til smartphones og tablets  

Intel Compute Card konfigurationer

Intels kompakte Compute Card vil i første omgang udkomme i følgende fire konfigurationer:

  • Celeron N3450 / 4GB RAM / 64GB eMMC lager / Intel Wireless AC 7265
  • Pentium N4200 / 4GB RAM / 64GB eMMC lager / Intel Wireless AC 7265
  • Core m3 7Y30 / 4GB RAM / 128GB PCI-e SSD lager / Intel Wireless AC 8265
  • Core i5 7Y57 / 4GB RAM / 128GB PCI-e SSD lager / Intel Wireless AC 8265

Dertil kommer et udvalg af reference docks som vil kunne understøtte op til to 4K displays, to USB 3.0 porte, to USB 2.0 porte og to PCI-e porte. Du kan se de enkelte konfigurationer i Intels dokumentation.

Intels Compute Card står til at få salgsdebut i august måned. Intel har intet offentliggjort omkring de forskellige konfigurationers priser endnu.

Se også:  Intel og Apple samarbejder om næste iPhone