iPhone-applikationer skal hjælpe diabetikere

Diabetes-familier skal de kommende dage teste iPhone-applikationer, der kan gøre hverdagen lidt lettere. Det handler om at dele erfaringer med hinanden.

iPhone-applikationer skal hjælpe diabetikere

iPhone-applikationer og andre elektroniske værktøjer skal hjælpe til at gøre hverdagen lidt lettere for danske diabetes-familier.

De seneste år har forskere fra Aalborg Universitet således arbejdet på at udvikle web-værktøjer, der lader familierne dele erfaringer fra hverdagen med hinanden – eksempelvis via iPhone-applikationer.

De forskellige løsninger skal testes af ni familier under et ophold i Skagen fra den 18. til den 20. september. Det sker gennem restaurantbesøg, indkøb og vandreture, hvor mobiltelefonerne skal anvendes og udforskes.

– “Et af målene med forskningsprojektet er at udfordre rammerne for, hvordan it kan bruges til at sætte diabetikere og deres familier i centrum. På den måde kan man flytte fokus fra sygdom og hospitaler til samfund, hverdag og services,” siger lektor Anne Marie Kanstrup fra Aalborg Universitet.

Forskerne har tidligere erfaret, at der er større behov for udveksling dagligdagserfaringer om fødevarer, restauranter og motion end for ekspertinformation fra sygehusene.