JBL og Anker bringer Google Assistent til din bil

Med nye produkter fra både JBL og Anker, som sidder i din bils cigarettænder, har du nem adgang til Google Assistent med stemmen.

JBL og Anker bringer Google Assistent til din bil

Dette års CES er fyldt med en masse produkter, der kommer med Google Assistent på den ene eller anden måde. To af produkterne står henholdsvis JBL og Anker bag.

Læs også: Test: JBL E65BTNC – Lover mere end de kan holde

JBL Link Drive og Anker Roav Bolt, som de to produkter hedder, er begge to små dimser på størrelse med en mobiloplader til bilens cigarettænder, men de har begge en særlig funktion. De har nemlig begge indbygget Google Assistent – eller de kommunikerer rettere med din telefon via Bluetooth, som har Google Assistent installeret.

JBL Link Drive
JBL Link Drive. Foto: JBL

De to bilopladere har nemlig indbyggede mikrofoner, som kan opfange din stemme noget bedre, end hvis du benytter eksempelvis Android Auto-appen via din telefon. Du kan med andre ord bruge Google Assistent udelukkende gennem talekommandoer helt uden besvær med disse to produkter – også når der er støj fra vejene, JBL oplyser nemlig, at dets produkt har to mikrofoner med støjreducering.

Begge produkter har RGB-lys til at indikere, når Google Assistent lytter og snakker. Via Bluetooth 4.2 i JBL Link Drive og Bluetooth 4.1 i Anker Roav Bolt kan du forbinde produkterne til både din telefon og bilen med Bluetooth, så lyden kan komme ud via bilens anlæg. En anden mulighed er at tilslutte et 3,5 mm jackstik og på den måde få lyden ud til bilens anlæg.

Anker Roav Bolt
Anker Roav Bolt. Foto: Anker

Begge produkter fungerer også som opladere. JBL Link Drive har en enkelt USB A-port på op til 10,5 watt, mens Anker Roav Bolt har to USB A-porte – begge på op til 24 watt.

JBL Link Drive har en pris på 59,95 dollars (390 kroner) og kan købes i løbet af foråret 2019. Prisen på Anker Roav Bolt er en tand lavere – nemlig 49,99 dollars (325 kroner). Den kan allerede nu forudbestilles på Ankers hjemmeside. Der er dog ingen tegn på en officiel dansk lancering af nogle af produkterne, men det kan formentlig komme i løbet af året. Om ikke andet vil vi højst sandsynligt se flere lignende produkter i fremtiden.