Julens mobile traditioner

December er måneden, hvor mobilen for alvor bliver taget i brug. Det har fået Telia og analysefirmaet YouGov til at kigge nærmere på, hvad det egentlig er vi bruger vores telefon til

Julens mobile traditioner

Ikke overraskende er det en af julens mere kontroversielle emner, som undersøgelsen tager hul på først. Den danske julefrokost, som i nogle tilfælde er en tour de force i druk, utroskab og skandaler, er en af de ting vi ikke ønsker delt på mobilen.

29 procent af de adspurgte mener absolut ikke, at deres festaften bør deles via telefon og sociale medier. En tendens, som er mest udbredt blandt mænd, og som samtidig stiger med alderen.
Og hvis der endelig er en accept af optagelser, så begrænser det sig til først på aftenen.

Det fotograferer vi

Der er dog mange andre ting at knipse løs af, og listen over de mest populære motiver fordeler sig på følgende måde:

1. Juleudsmykning og juletræ
2. Vejret/landskab/natur
3. Andre familiemedlemmer
4. Mine børn
5. Julegaver og udpakning

Mobiltelefonens indbyggede kamera er blevet så populært, at det har overhalet det traditionelle kamera. Faktisk siger halvdelen af danskerne, at de i dag tager mange flere julebilleder med deres mobil i forhold det konventionelle kamera.

Sms’er på retur

Den teknologiske udvikling har dog betydet, at man hos Telia oplevede et fald i afsendte sms’er sidste år.

December er traditionelt en meget aktiv måned for mobiltrafikken. Ikke mindst på de store julefrokostdage – og naturligvis juleaften. Sidste år registrerede vi imidlertid et fald på 12 % i antallet af sendte sms’er på selve juleaften, hvilket vi tolker som, at flere julehilsner og gavefotos sendes via Facebook og Twitter. Så det bliver spændende at se, om tendensen fortsætter i år”, siger kommunikationsdirektør Mette Honoré fra Telia Mobility.

Selfies ikke i top 5

Selvom selfies er et aktuelt emne, så er det dog ikke så udbredt, at det kan konkurrere med top 5 listen. Og selvom man ofte anklager de helt unge for at være selvcentrerede, så er det faktisk i aldersgruppen 18 – 34 år, at selvportrættet er mest populært.

Mænd er i øvrigt mere glade for, at vise billeder af deres kærester eller koner, end omvendt. Om det hænger sammen med, at de færreste mænd er specielt fotogene efter en måned med julemad, skal vi lade den enkelte vurdere selv.