Kommer der Android 2.3 til din mobil?

Google har præsenteret Android 2.3 Gingerbread. Men det er ikke det samme som, at gamle Android-mobiler bliver opdateret.

Kommer der Android 2.3 til din mobil?

Hver eneste gang en ny Android-version ser dagens lys svømmer internettets fora over med indlæg, hvor mobilejere KRÆVER at den nye version også, med det samme, kommer til deres mobil.

Det er de færreste som forholder sig til det faktum, at der ved købet af mobilen, ikke er blevet lovet opdateringer til nye Android versioner.

Det hele bygges op af mere eller mindre uofficielle meldinger, angiveligt fra producenternes talspersoner, der stimulerer håbet om en opdatering.

Sker også med Android 2.3

Annonceringen af Android 2.3 skete for cirka en uge siden, og mønsteret er begyndt at gentage sig.

Angiveligt har Samsungs indiske afdeling via Twitter sagt, at Android 2.3 er på vej til Galaxy S. HTC har ifølge TechRadar.com sagt, at de “helt sikkert vil have mobiler der kører Android 2.3”.

Andre techblogs mener det er sikkert, at HTC Desire HD, HTC Desire og HTC Desire Z, bliver opdateret til Android 2.3 i løbet af foråret.

Tro på fakta – INTET andet

Til trods for, at vi Mobilsiden.dk har gode kilder i branchen, er det ikke lykkedes os, at få bekræftet en Android 2.3 på ovennævnte mobiler.

Vi kan derfor kun opfordre til, at man som bruger forholder sig til fakta – og intet andet. Og en indisk Twitter-update eller spekulationer fra en techblog er IKKE fakta, der kan overføres til vores markedsområde.

Derimod bør man som mobilbruger overveje nedenstående fem punkter, inden der skældes ud på mobilproducenterne.

1. En mobil købes ‘som den er’. Du er IKKE lovet nogen form for opdateringer ved købet.

2. Det er normalt at producenterne udsender fejlrettelser (bugfixes) efter produktet er kommet i butikkerne. Men du har ikke krav på det.

3. Ikke alle mobiler kan opdateres til nyere versioner af softwaren, da kravene til hardwaren kan have ændret sig med den nye version.

4. Producenterne gemmer naturligvis de fede ting, til nye mobiler.

5. Læs punkt ét igen og glæd dig hvis der alligevel på et tidspunkt kommer en opdatering til din gamle mobil.

Her til slut skal du være opmærksom på, at selvom du i dag køber en mobil i en forretning, er der i branche-mæssig forstand tale om en “gammel mobil”. Producenten er nemlig forlængst i gang med efterfølgerne.

Læs også:
HTC Legend opdateres til Android 2.2 Froyo
Sværere at returnere Android apps