Kopibeskyttelsen i Windows Marketplace knækket

Applikationerne i Microsofts Windows Marketplace er dårligt beskyttet imod kopiering. Det er allerede lykkedes udviklere at omgås kopibeskyttelsen.

Kopibeskyttelsen i Windows Marketplace knækket

Microsofts nye online-butik, Windows Mobile Marketplace, er kun lige gået i luften, men allerede nu forlyder det, at den kopibeskyttelse, der skal sikre apllikationsbutikkens fremtid, allerede er knækket.

Kopibeskyttelsen fungerer ved, at installationsfilen bliver slettet, når den er gemt på enheden, og har udført sit arbejde.

Men allerede mindre end 12 timer efter lanceringen af Marketplace er det lykkedes at knække beskyttelsen, kan man læse på udviklerforummet xda-developers.

– “Den nuværende kopibeskyttelse består af sletning af CAB-filer straks efter installering. Det er helt klart ikke en måde at beskytte noget som helst på. Jeg tænkte, at det nemt ville kunne omgås, og da jeg forsøgte, tog det mig mindre end fem minutter at blive i stand til at gemme de CAB-filer, som Marketplace applikationerne downloader – i en anden mappe. Da CAB-filerne er de samme for hver download, kunne man nøjes med at købe én applikation, og derefter dele CAB-filen ud til sine venner,” skriver udvikleren Chainfire på forumet.

Udvikleren afslører dog ikke detaljerne om, hvordan man omgår beskyttelsen.