Læk: Populær Google-tablet vil gøre comeback
Googles mest populære tablets nogensinde, Nexus 7, var en ydmyg men kompetent sag. I perioden mellem 2012 og 2014 kom den i to modeller der forenede glimrende ydelse og snusfornuftig kvalitet, med et pænt 7 tommer stort display – til en meget favorabel pris.
Og står den velorienterede twitter-tipster Evan Blass endnu en gang til troende, skulle et comeback til formattet være på vej.
I et tweet fra hans hånd lyder det, at Huawei vil bygge en 7 tommers tablet for Google inden udgangen af året. Der skulle desuden være 4GB RAM ombord.
Mere specifik er Evan Blass ikke, og han hverken af- eller bekræfter hvorvidt den kommende tablet vil leve videre under ’Nexus’-navnet – eller få det nye ’Pixel’-branding som rygtes at følge med afløserne til Nexus 5X og 6P telefonerne.
Tilbage i april trademarkede Huawei modelnavnet ’Huawei 7P’ – hvilket også kan være et muligt produktnavn for den kommende tablet.
Se også: Googles to topmodeller får navnene Pixel og Pixel XL
Fornyede tablet-ambitioner
Skulle rygterne blive til virkelighed, vil det puste tiltrængt liv i søgegigantens tablet-lineup, hvis seneste produkt, Nexus 9 tabletten fra 2014, nu er udgået.
Google står til at afholde et større presseevent den 4. oktober. Her vil selskabet fremvise de to nye Pixel-telefoner, et VR Headseat samt en 4K Chromecast – og altså muligvis en ny tablet.
Læs også: Googles Pixel-smartphones og 4K-Chromecast lanceres 4. oktober