Lækkede billeder: Er det de nye ure fra Google?

Google pønser angiveligt på at fremstille deres egne smartwatches, og et lækket billede viser det mulige design.

Lækkede billeder: Er det de nye ure fra Google?

For godt en uge siden kunne vi her på Mobilsiden.dk berette om to mulige smartwatches lavet af Google selv. Nu er der mere til historien.

De altid velinformerede Android Police har delt et billede af, hvad der efter sigende skulle være Googles to nye ure. De to ure går under navnene Angelfish og Swordfish, og vil være de første smartwatches produceret af søgegiganten selv.

Læs også: Kilde: Google vil nu lave deres egne ure

Den store udgave til venstre, der indtil nu er kendt som Angelfish, er spået til både at få 4G, GPS og en pulsmåler i sig, mens den mindre Swordfish vil få lidt færre features, men i stedet vil kunne erhverves billigere.

Google Ure
TIl venstre ses Angelfish og til højre Swordfish. Foto: Androidpolice.com

Kigger vi lidt nærmere på de formodede billeder af urene, ses at den store udgave vil få én primær krone i siden og to små knapper på hver side af den.

Angelfish har en lidt mere markant og bombastisk urskive, og selvom det ikke kan ses ud fra billedet, er det desuden rygtet til at blive det tykkeste af de to, idet den skal kunne rumme et større batteri.

Det mindre Swordfish er til gengæld lidt mere elegant at se på, og det vil formentlig blive både tyndere og lettere end sin storebror. Swordfish er derudover, modsat Angelfish, udset til at understøtte Googles nye MODE-urremme.

Læs også: Google introducerer MODE: Smarte urremme til Android Wear

Hvornår urene kommer ud, hvilken pris de får og under hvilken branding, er stadig ukendte faktorer.

Man kunne forestille sig, at de nye ure bliver brandet under Nexus-navnet og måske blive lanceret sammen med de kommende Nexus telefoner. Det hele er selvfølgelig kun spekulationer, men ud fra billedet at dømme, har vi noget godt i vente.

Læs også: Mobilsiden kårer: Årets smartwatch