LG G Flex 2 officiel: Sci-fi mobil i bløde kurver

CES2015: LG flekser telefonen endnu en gang med G Flex 2 som nu er mindre, men både hurtigere og skarpere.

LG G Flex 2 officiel: Sci-fi mobil i bløde kurver

Afløseren til LG G Flex er nu offentliggjort. Den hedder ganske enkelt G Flex 2 og bygger videre på sidste års stormobil – med forbedringer på alle fronter.

Det ligger til navnet og selvforståelsen at Flex 2 skal kunne bøjes – et trick som LG introducerede med den oprindelige G Flex som buede svagt indad, men som ved hjælp af sit bøjelige display og batteri også kunne rettes ud.

Læs også: LG G Flex – En mobil til entusiasten

G Flex 2 gør den nu kunsten efter men krummer nu med en radius på mellem 40 og 70cm, mod tidligere bare 70 cm. Designet strammes yderlige op af det mindre format, som nu klemmer et mindre display på 5,5” (mod tidligere 6 tommer) i det krumme plastkabinet på 149 x 75 x 7,1-9,4mm.

Øvelsen gør, at G Flex nu er væsentlig mindre end sin krumme forgænger og formår, ligesom LG G3, at pakke en storskærm i et lommevenligt format. Det er dog ikke kun skærmen og størrelsen der er skabt til at imponere, teknikbladet byder også på blær.

Specifikationer LG G Flex 2

Mål: 149 x 75,3 x 7,1-9,4 mm, 152 gram
Skærm: 5,5” Full HD display med bøjelig skærm, 401 PPI
Ydelse: Snapdragon 810, 2,0 GHz octa quad-core, 2GB RAM
Kamera: 13 megapixels f/2.2 med optisk billedstabilisering, dual flash og 4K video, 2,1 MP front kamera
Lager: 16GB/32GB + micro-SD op til 2048GB
Batteri: 3000 mAh, ikke-udskifteligt
Software: Android 5.0 Lollipop
Netværk: 2G,3G, 4G/LTE
Øvrigt: Infrarød blaster, laserfokus og Knock Code. Fås i sølv eller rød.

LG G Flex 2

LG bliver den første telefon med Qualcomms seneste platform, Snapdragon 810, et potent bæst med otte kerner der brummer ved 2 GHz. Halvdelen af processor-kernerne er dog mindre muskuløse og beregnet til at tage over når der skal spare på strømmen. Der er kun 2GB RAM til stede men G Flex 2 bliver også her først med den hurtigere DDR4 RAM-teknologi.

Softwaren er en videreudvikling af LGs Android, som nu er opdateret til seneste Android Lollipop. Batteriet er som i LG G3 på 3000 mAh, men skal nu presse færre pixels rundt på skærmen, mens LG’s OLED skærmteknologi kan skrue helt ned for lysstyrken og sikre eminent kontrast som i Samsungs AMOLED-displays. Kvikopladning er også at finde og LG G Flex nu går fra 0 til 50% fyldt tank på 40 minutter.

Læs også: LG G3 – Når skærmen tager over [TEST]

Lasere og terminator-cover

Udstyrslisten på LG G Flex 2 vækker ofte sci-fi associationer. Bagcoverets plast er, som i en anden futuristisk robotfilm, selvhelende, og kameraet har påmonterede lasere. Udover at lyde blæret er der en vis fidus i at småridser kan lappe sig selv, nu på bare få sekunder mod flere minutter i den forgangne G Flex.

Kameraets lasere er, ligesom i LG G3, skabt til at sikre hurtigere fokus – selv i tusmørke. Billeder indfanges i 13 megapixels mens film optages i skarpe Ultra HD. Usikre hænder hjælpes samtidig på vej af den indbyggede optiske billedstabilisering.

Alt i alt så er LG’s ambitioner utvivlsomt at skabe en højteknologisk telefon med en eftersmag af fremtid. LG G Flex 2 får debut inden udgang af januar i hjemmemarkedet Sydkorea og vil efterfølgende lanceres globalt.

Der foreligger endnu intet nyt om dansk pris eller tilgængelighed, LG’s Nordisk PR-manager bekræfter dog til mobilsiden.dk at der satses på en dansk lancering i første kvartal 2015 og at prisen vil placere LG G Flex 2 i high-end segmentet.