LG G3 – Tredje G er lykkens G [FØRSTE KIG]

Den

LG G3 – Tredje G er lykkens G [FØRSTE KIG]

LG, verdens tredjestørste mobilproducent, har et stykke vej op til de etablerede rivaler i Apple og Samsung. Men med tredje generation af deres G-serie vidner om at LG har ambition om at lukke hullet op til de regerende herskere i smartphone-land.

LG’s Ramchan Woo bedyrer, at den primære udfordringen var at genindføre simpelheden i telefoni. ’Mindre kompleksitet og mere simpelhed’ var mantraet under G3’s tilblivelse. Ramchan afsluttede da også ’Slut med manualer, simpel er det nye smarte’

Specifikationer LG G3

Mål: 146 x 74,6 x 8,9 mm, 149 gram

Skærm: 5,5” QHD display med Gorilla Glass 3, 538 PPI, 76% skærmareal
Ydelse: Snapdragon 801, 2,5 GHz quad-core, 2/3GB RAM
Kamera: 13 megapixels med optisk billedstabilisering, laserfokus dual flash og 4K video, 2MP front kamera
Lager: 16GB/32GB + micro-SD op til 128GB
Batteri: 3000 mAh, udskifteligt
Software: Android 4.4.2 KitKat

Fulde specifikationer og tilgængelighed

Skarp og fjerlet

Minimalismen er altså dagsorden, og det er tydeligt fra første møde. Forfra er der ingen knapper, nærmest ingen telefon – kun skærm, faktisk udgør display 76% af frontpartiet. Det er væg-til-væg skærm det her, og den smalle kant gør, at hånden lettere kan række ud over den store skærm. Målet er at gøre den 5,5 tomme store skærm komfortabel og missionen er lykkedes.

Samtidig er skærmen en teknologisk bedrift i sig selv. Opløsningen er nu quad HD, små 4 millioner pixels eller en pixeltæthed på 538 PPI. De mange tal røber dog ikke hvad LG formår her – det er pixelens endeligt. Uanset hvor tæt man betragter, kan man ikke øjne nogle pixels her. LG har nået målet, skærme behøver nu ikke at være skarpere.

LG leger desuden tydeligvis med materialerne, og det similimetal der smyger sig omkring LGs nye darling kan næsten narre en til at tro at det er et endnu uopfundent letvægtslegering der beklæder krabaten. En afrundet bagside sikrer et behageligt greb og får siderne til at forsvinde, og telefonen synes tyndere end den egentlig er.

Bagerst genfinder man Rear Key, de bagud vendte volumen og power-knapper, men med en forbedret tekstur, og mere beslutsomhed end man fandt hos forgængeren. Oven over ’Rear Keys’ kommer G3’s næste store projekt: kameraet.

Slut med megapixels

LG mener at 13 megapixels er nok, og drejer i stedet diskussionen over mod det mere filosofiske: det handler om at indfange øjeblikket. Derfor er intet mindre end laserteknologi taget i brug, for at sikre en lynhurtig autofokus på bare 276 millisekunder. Touch fokus er også til stede for at spare overflødelige klik, ved først at skulle klikke for fokusering og dernæst at klikke på udløseren.

Når billederne bevæger sig, i videomodus, er der også kælet for både lyd og billed-side. Video optages i fulde 4K, mens højdynamik i mikrofonen sørger for at film i støjfyldte omgivelser, som koncerthaller eller natklubber gengives uden at lyden flyder over i skratten.

Når de fine film afspilles, er G3 veloplagt i kraft af sine store skærms potente farver og en kapabel ’Boost AMP’ højtaler. Eneste mén er at den 1-watt kraftige højtaler vender bagud, og deler ud af lyden i stedet for at vende den mod tilskueren som i HTC One (M8).

Moden, voksen og kløgtig

Ambitionerne i LG’s nye stjerne stopper ikke bare ved det hårde hardware. Den, til tider, udskældte interface i LG G2 er borte og G3 rammer samme minimalistiske tråd som i det ydre design. Ind kommer nu en fjerlet og pandekage flad alternativ, hvor et delikat, pastelfarvet tema tager over.

Forskellige funktioner er nu tildelt farvekoder, og hele interfacet er gået på origami-skole. Alt er nu geometrisk, minimalistisk skruet op, omkring cirkler og kvadrater, mens menuer og widgets folder og overlapper hinanden.

Man genfinder Knock-code, et snedigt oplåsningssystem, hvor en brugerdefineret sekvens af taps på skærmen, åbner op for både låseskærm og skærm-kode. Man genfinder selvfølgeligt også et hjemmebrygget tastatur, men nu fintunet således at tommeltotterne skal bevæge sig minimalt. Ord kan vælges ved svirp opad, mens et long-press på mellemrum giver adgang til det sidste stavede ord. LG bryster sig af, at man med det nye tastatur, vil opleve nøjagtigt 75,3% færre fejl!

Sidste smarte nyhed er ’Smart Notice’ en forudseende assistent som reagerer på hændelser i telefonen og omkring brugeren og derfra generer forslag. Eksempelvis vil Smart Notice følge op på et opkald som man har slukket fordi man ikke vil forstyrres under et møde. En venlig reminder vil senere følge op, og spørge hvorvidt man vil ringe tilbage.

Smart Notice analyserer også brugerens omgivelser. Trækker det eksempelvis op til regn ifølge vejrudsigten, vil Smart Notice anbefale at tage paraply eller røjsere med.

Summa summarum så giver LG’s nye darling kun positive indtryk i forhold til forgængeren. Skærm, design, ydelse er alt sammen mere end godkendt. Men det er især det mere modne design og G3’s store satsning på anvendelig, frem for udførlig software, som får G3 til at fremstå som et frisk pust i mobilåret 2014.