LG G4 læk: 16 megapixel kamera og Snapdragon 810 (rygte)

Rygter vil vide at LG arbejder på topmodellen G4 som bliver udstyret med et kamera på intet mindre end 16 megapixels samt en Snapdragon 810 processor.

LG G4 læk: 16 megapixel kamera og Snapdragon 810 (rygte)

LG har med deres G2 og G3 modeller formået at lave nogle ganske udmærkede topmodeller, G3-flagskibet fik endda en ganske pæn placering i vores kåring af den bedste kameramobil sidste år. Men 2014 er kommet og gået, det er nu 2015, hvilket betyder at alle producenterne naturligvis er i gang med at forberede dette års topmodeller.

For LGs vedkommende betyder det, at G4 er i støbeskeen, og skal man tro de nuværende rygter, er der lagt i ovnen til nogle ganske markante forbedringer.

Ifølge en unavngiven kilde til græske Techmaniacs, så vil G4 blive udstyret med en Snapdragon 810 processor. Der lader dog fortsat til at være nogle problemer med denne chip og overophedning, hvilket kan få eksempelvis Samsung til at benytte sit eget Exynos chipsæt.

Også LG er i gang med at udvikle deres eget NUCLUN chipsæt, men det er angiveligt ikke helt klar endnu, hvilket er årsagen til at Qualcomm’s Snapdragon 810 forventes at styre herlighederne.

Ud over 3 GB RAM, så har et dump af Android 5.0 vist at vi kan forvente et kamera med en opløsning på 5312×2988 pixels, det leder spekulationerne hen på et 16 megapixel kamera hvilket er en ganske pæn opgradering fra de 13 megapixel der sad i LG G3.

Antallet af megapixel afgør naturligvis ikke kameraets duelighed, men ikke desto mindre er det interessant. Indtil videre må vi vente og se, og håbe at LG har G4 klar til Mobile World Congress i starten af marts – ligesom HTC har tænkt sig at præsentere deres nyeste topmodel ved denne begivenhed.

Kilde: Phone Arena