LG Miracle-prototype fanget på billeder

Nye billeder af en kommende Windows-smartphone fra LG er dukket op på nettet. Se dem her.

LG Miracle-prototype fanget på billeder

Rygterne løber i stride strømme forud for Mobile World Congress i Barcelona om halvanden uge. Et af dem har omhandlet en ny Windows-smartphone fra LG ved navn Miracle.

Mobilsiden.dk har tidligere berettet om de formodede specifikationer, men nu er der nyt på billedfronten. Ifølge gsmarena.com har et rumænsk website således lækket billeder af en Miracle-prototype (bemærk “NOT FOR SALE” på bagsiden).

Som det fremgår af et af billederne nedenfor, skyder kameraet med 5 megapixels – dog uden blitz.

Skærmen skal angiveligt være 4″ WVGA (800 x 480 pixels). Derudover tæller de formodede specifikationer 1 GHz Snapdragon-processor, 8 GB hukommelse, Bluetooth 3.0 og frontvendt kamera (VGA 640 x 480 pixels).

Der spekuleres ligeledes i NFC-understøttelse.

Mobile World Congress begynder 27. februar, og Mobilsiden.dk følger selvfølgelig begivenhederne.

LG Miracle prototype
Foto: gsmarena.com