LG udbreder vandtæt version af Optimus G

LG Optimus G-smartphonen findes også i en vandtæt udgave. LG begynder at udbrede den, men foreløbig kun på det asiatiske marked.

LG udbreder vandtæt version af Optimus G

I sidste uge præsenterede Sony en vandtæt smartphone i form af Xperia ZR, men LG er også med på vognen.

Ifølge UnwiredView.com har LG således udsendt invitationer til en presseevent i Taiwan, hvor Optimus GJ vil blive lanceret. Det sker den 22. maj.

Optimus GJ skulle være en vandtæt version af LG-flagskibet Optimus G. De fleste specifikationer er angiveligt de samme, men nu kan man lade telefonen ligge i 30 minutter på en meters dybde uden bange anelser.

LG har faktisk allerede sendt en vandtæt udgave af Optimus G på markedet i Japan (se billede nummer to ovenfor). På nuværende tidspunkt melder historien desværre ikke noget om, hvorvidt flere lande vil følge efter lanceringen i Taiwan.