LG’s plan: Mobilen skal forbindes til alt

Alt fra LG-fjernsyn til -vaskemaskiner bliver nu udstyret med teknologi, der kan snakke sammen med mobiltelefoner.

LG’s plan: Mobilen skal forbindes til alt

I dag er telefonen med os over alt, og nu rykker vi tættere på at kunne benytte den i samspil med mange af de ting, vi bruger og møder på vores vej. I hvert fald i nogle af dele af verden til at begynde med.

Ifølge mobil.se har LG således præsenteret en række nye produkter på CES-messen, som alle indeholder teknologi med samspilsmuligheder til mobilen.

Et af de mere oplagte eksempler er fjernsyn, som gør det muligt at spejle Android-telefonens skærm op på tv-skærmen. Det nyeste i denne del af sortimentet er, at det kan hjælpes på vej af NFC, som er blevet proppet i fladskærmene.

I den forbindelse har LG en ny funktion til mobiler klar – Dual Screen Dual Play. Det handler om, at man kan spejle en funktion fra telefon til TV og så arbejde videre i en anden funktion på mobilen samtidig – eksempelvis afspille en video fra telefonen på TV’et og skrive en mail på mobilen. Det kan også benyttes til spil, hvor selve spilaktionerne foregår på TV-skærmen, mens styringen foregår på mobilskærmen.

Disse funktioner er ikke spritnye i mobilverdenen. En iPhone kan eksempelvis have lignende samspil med fjernsynet, men det kræver dog, at man investerer i en Apple TV-boks.

LG har ligeledes fremvist en teknologi ved navn Panorama Note, som kobler mobilen sammen med TV’et. Panorama Note gør det således muligt at danne en stor arbejdsflade, som hele tiden fremgår af TV-skærmen, mens mobilskærmen fungerer som et udsnit/zoom af den store flade. Her kan man fx arbejde med detaljer i et tegneprogram.

Soundbars, docks og hårde hvidevarer med NFC

Dernæst har LG præsenteret diverse soundbars med bluetooth, så musikken kan streames direkte fra mobilen.

I løbet af foråret kommer i tillæg flere højttalerdocks, som understøtter både NFC, bluetooth og Apples AirPlay-teknologi, som fungerer via Wifi.

Det gælder blandt andet en dock, som kan håndtere flere forskellige slags mobiler. Den er således dock-plads til både Apples Lightning-stik ved iPhone og micro-USB ved andre telefoner.

Til sidst og ikke mindst er LG på vej med blandt andet køle-/fryseskabe og vaskemaskiner, som er udstyret med både NFC og internettilslutning.

Nogle af produkterne kommer til Europa, mens andre i første omgang vil være forbeholdt det asiatiske marked.