Lynhurtig Bluetooth-parring ruller ud til Android

En ny funktion kaldet Fast Pair ruller lige nu ud til alle Android-mobiler med Marshmallow eller nyere, som gør parring af Bluetooth-tilbehør endnu nemmere.

Lynhurtig Bluetooth-parring ruller ud til Android

Da Apple lancerede dets trådløse AirPods-øretelefoner, demonstrerede den californiske it-gigant, hvor nemt parringen med iPhones og iPads kan lade sig gøre takket være den indbyggede W1-chip i øretelefonerne.

Læs også: Apple AirPods – De mangler noget vigtigt [TEST]

Denne chip virker kun med Apple-udstyr, så nu har Google i samarbejde med forskellige tilbehørsproducenter fundet på en anden løsning, der gør det nogenlunde lige så nemt at parre tilbehør såsom trådløse øretelefoner med en Android-mobil eller -tablet. Det skriver Google i et blogindlæg.

Sådan virker Fast Pair

Løsningen går i al sin enkelthed ud på, at du kan parre kompatible trådløse øretelefoner med din Android-mobil eller -tablet ved blot at holde de to produkter i nærheden af hinanden. Telefonen registrerer øretelefoner ved hjælp af Bluetooth Low Energy (BLE). Hvis den finder en enhed, sender den besked til Googles servere, og straks dukker en notifikation op på skærmen, som viser et billede af produktet, hvor du får muligheden for at parre den med din telefon med blot ét tryk. Den endelige parring af de to enheder sker så med en normal Bluetooth-forbindelse.

Du kan dog ikke bruge Fast Pair med al Bluetooth-tilbehør. Det kræver, at tilbehøret specifikt understøtter Fast Pair, hvilket endnu få producenter har implementeret. Google har dog allerede allieret sig med to producenter, nemlig Plantronics og danske Libratone. Sidstnævnte har allerede lanceret de trådløse høretelefoner kaldet Q Adapt On-Ear MfG, som er ’Made for Google’-certificerede.

Læs også: Plantronics Voyager 8200UC – Et godt alternativ [TEST]

Lige nu vil Fast Pair-funktionen altså ikke blive taget i brug særlig ofte, men der må formodes at komme flere understøttede produkter løbende.

Funktionen Fast Pair blev oprindeligt introduceret med Google Pixel 2 og Pixel 2 XL, men nu ruller den ud til cirka halvdelen af alle Android-enheder på markedet. For at kunne bruge Fast Pair skal din Android-enhed køre med Android 6.0 Marshmallow eller nyere. Funktionen ruller helt præcist ud via baggrundsappen ’Google Play-tjenester’, som er i stand til at udrulle mindre systemændringer som denne. Fast Pair virker, hvis Google Play-tjenester er opdateret til version 11.7 eller nyere.