M1’s juletilbud kan koste dig penge

Kunderne hos M1 tilbydes gratis sms resten af december, men er du ikke opmærksom, koster det 89 kroner at sige ja tak.

M1’s juletilbud kan koste dig penge

I disse dage dumper en julehilsen ind i mailboksen hos M1‘s kunder. Ikke alle kunder har modtaget samme tilbud, men uanset tilbudstype bør det med småt læses.

I en af mailene som redaktionen har modtaget, tilbyder M1 gratis jule- og nytårshilsner blot man tilmelder sig tjenesten Frisms. Hagen vil tilbudet er, at det udløber den 31. december 2008 klokken 23.59.59. Så mens kunderne med champagnen i hånden og kransekagen i mundvigen, ønsker hinanden godt nytår, smækker M1 89 kroner på mobilregningen, der dækker tjenesten i januar måned.

Frameld dig med det samme

Da vi får M1 i røret er løsningen dog lige til højrebenet.

– “Kunden skal tilmelde sig Frisms og med det samme framelde tjenesten. Dermed udløber den ved årsskiftet, og du har gratis sms indtil da”, fortæller direktør Mads Veiby.

M1 garanterer at kunderne ikke bliver påført nogle udgifter, hvis tilbudet frameldes i denne måned.