Malware på Android: Så udspekulerede er de kriminelle

De kriminelle bliver mere snedige og sofistikerede, når de skal snige malware ind på din Android-telefon.

Malware på Android: Så udspekulerede er de kriminelle

I 2011 var udbredelsen af skadelig software i kraftig vækst. Den udvikling ser ud til fortsætte ind i 2012, skriver ComputerWorld.

Den seneste rapport fra F-Secure afslører, at de kriminelle har intensiveret deres aktivitet og er blevet mere snedige, i forsøget på at få installeret malware på din telefon, og i sidste ende franarre dig penge.

Det mest udsatte mål for malware er helt klart Android. I første kvartal af 2011 var der registreret 137 skadelige APK-filer, mens tallet i første kvartal af 2012 var helt oppe på 3.063 registreringer.

Og de kriminelle bliver mere sofistikerede. Ofte sniges malware ind på telefonerne sammen med tilsyneladende legitime apps.

De fleste accepterer vilkårene for en app, uden egentlig at sætte sig ind i, hvilke tilladelser de giver app’en. På den måde kan du f.eks. risikere, at blive tilmeldt en sms-tjeneste, der i sidste ende kan blive et dyrt bekendtskab, hvis ikke den opdages i tide.

Et godt råd

Læs altid, hvilke rettigheder du giver dine applikationer, inden du installerer dem!

Læs også:
Malware-alarm: Pas på denne Android-app