Mange vil se Android-mobiler fra Nokia

Næsten halvdelen af brugerne i en Nokia-afstemning mener, at selskabet i en eller anden grad bør satse på Android.

Mange vil se Android-mobiler fra Nokia

Indtil videre har Nokia holdt sig fra at producere Android-smartphones, men mange ser gerne, at det finske selskab i større eller mindre omfang byder Googles styresystem indenfor i varmen.

I hvert fald hvis man skal tro en afstemning på Computerworld.dk, der nåede at samle 1.646 stemmer.

48 procent mener således, at Nokia bør kigge Androids vej. Det er imidlertid delt mellem 34 procent, der angiver, at Nokia skal satse på både Android og Windows Phone, og 14 procent, der mener, at Windows Phone bør droppes til fordel for Android.

Nokias nuværende strategi med fokus på Windows Phone får opbakning fra 38 procent.

To procent mener, at Nokia skal satse på et helt tredje mobilstyresystem, mens syv procent mener, at selskabet er på vej i graven og lige så godt kan dreje nøglen om. De sidste to procent “ved ikke”.

I går kunne Nokia høste pæne ord fra Sydbank, som kan se “svagt lys for enden af tunnellen”.